Ny regering vil have flere naturnationalparker og mere ny skov

Flere naturnationalparker i støbeskeen samt stor plan om skovrejsning

Det såkaldte regeringsgrundlag for den nye SVM-regering slækker tilsyneladende ikke på ambitionerne for naturen i Danmark. Det kan naturligvis kun glæde jægere, men et enkelt tiltag lander midt i en i forvejen ophidset debat.

Regeringen vil fortsætte arbejdet med de 15 besluttede naturnationalparker og lufter tanken om at oprette fem nye. Målet er dermed 20 naturnationalparker i Danmark. Oplægget åbner også for, at der kan oprettes op til tre nye nationalparker, hvilket vil bringe antallet af nationalparker op på otte.

Parkerne er et af elementerne i en samlet lov for natur og biodiversitet, som skal udvikles. Loven skal definere mål og virkemidler for et ”grønnere Danmark.” Det fremgår ikke af oplægget præcist, hvordan de nye ambitioner skal realiseres. Oplægget lægger dog vægt på at:

”Lokale kommunalbestyrelser/byråd involveres i parkernes gennemførsel og fremtidige drift. Dispensationsmuligheden fra dyrevelfærdsloven skal evalueres, så dyrevelfærden sikres i naturnationalparkerne. Der skal etableres lokale bestyrelser med relevant deltagelse efter inspiration fra organiseringen af de fem nationalparker.”

Især formuleringen ”Dispensationsmuligheden fra dyrevelfærdsloven skal evalueres” har allerede vakt debat, da det er uklart hvordan regeringen vil dispensere omkring for eksempel de omstridte hestes livskvalitet i parkerne.

Den nye regering vil også fremlægge hvad den kalder ”En ambitiøs skovplan” med et mål om etablering af 250.000 hektar ny skov i Danmark. Målet er at ny skov bidrager væsentligt til at nå klimaneutralitet.

Skovplanen skal sikre størst mulig synergi og afvejning mellem de mange formål med ny skov, identificere centrale aktører og allerede eksisterende fonde samt tænke i virkemidler.

Det skal ske sideløbende med udarbejdelsen af visionsplanen, hvor der bl.a. skal være fokus på at komme i gang med den private skovrejsning. Skovplanen og skovrejsning finansieres af Grøn Fond, idet der tilstræbes så stort et bidrag som muligt fra private aktører og eksisterende tilskud.

 

Læs også