Historien taler om landspaniels, springing spaniels, setting spaniels osv. Helt sikkert er det, at spaniels måske er den ældst kendte race, om end det sikkert ikke er i den form, vi kender dem i dag. F.eks. siger overleveringen, at der i år 948 findes omtale af spaniel som hunderace i en walisisk lovbog.
Spaniels er fra England og har her altid været utrolig populære jagthunde. I udbredelse som jagthund overgås de i hjemlandet kun af labrador retrieveren. Oprindelig blev spaniels brugt til at støde vildtet i forbindelse med falkejagt. Når vildtet var rejst, blev falken sluppet. Spaniels er også blevet brugt til at støde vildt, som så blev fanget i net.
Denne jagtform, som stødende hund, har holdt sig helt op til nutiden, men de oprindelige spaniels blev ikke brugt til apportering. I starten af 1900-tallet blev spaniels anerkendt som race i den engelske kennelklub.
En sjov detalje var, at man i starten skilte springere og cocker spaniels på vægt. En hunde under 25 pund blev klassificeret som en cocker, mens dem over 25 pund blev klassificeret som springere.
Denne finurlighed fortsatte helt op til 1914/15, hvor de to racer blev adskilt definitivt. Udviklingen i England har været meget forskellig fra udviklingen i Danmark, selvom den nu og i det seneste årti har lignet hinanden fuldstændig.
Særlige engelske forhold
Englænderne er kendt for at gå efter det sublime inden for sport, herunder også jagt og jagthunde. Hvis englænderne ønsker sig en udstillingshund, vil de gøre alt for alene at skabe den smukkeste udstillingshund indenfor den enkelte race.
Sådan forholder det sig også med jagt og markprøvehunde. Det er den egentlige baggrund for, at de mest populære og udbredte engelske jagthunderacer, labrador og golden retriever, samt springer og cocker spaniel, konsekvent har eksisteret med top udstillingslinier og top jagtlinier, vel og mærke sideløbende og registreret som den samme race i den engelske kennelklub.
I Danmark kalder man jagtlinjerne for Field Trial spaniels eller blot FT spaniels. Denne betegnelse bruges ikke i England, hvor de kaldes working spaniels. Det er disse Field Trial spaniels, der har gjort spaniels til en af jægernes absolut foretrukne hunderacer.
Spaniels i Danmark
I spanielbogen fra 1935 kan man læse, at der næsten ikke fandtes engelsk springer spaniels i Danmark. Til gengæld var cocker spaniels den mest almindelige spaniel. Netop i starten af 30’erne skete der et væsentlig skift i hundetypen.
En type, benævnt den ”gamle type”, mere højstillet, med lyse øjne og fremragende jagtegenskaber, hvis baggrund var importer fra England eller fra England via Sverige, blev ikke længere favoriseret.
I stedet importeres mere ”ædle” typer cockere, med smukt hoved, mørke øjne, og i det hele taget en mere eksteriør vægtet cocker type. Det nævnes, at jagtegenskaberne ikke er i fare, fordi man parrer den nye type hanner til tæver af den gamle type.
Da man avlsmæssigt var overbevist om, at egenskaberne primært blev videreført via tævelinjen, så skulle alt være godt – altså smukkere hunde med gode jagtegenskaber.
Det er ikke svært at se, at der var tale om et skift fra rene jagttyper til rene udstillingstyper.
En selskabshund?
Hvis man taler med folk, der har boet på landet i rigtig gamle dage, så hører man tit om en cocker, der hørte til på den og den gård, og som i øvrigt var en udmærket jagthund. En egentlig specialklub for racen blev stiftet i 1933, og i samme år blev der holdt en markprøve på Aggersvold, som tilhørte klubbens formand, godsejer Timm. Men i mine gemmer har jeg et medlemsblad fra en klub, der kaldte sig jagt-spaniel-klubben. Bladet er fra 1956.
På dette tidspunkt var spaniels i gruppen for selskabshunde, hvor de i øvrigt forblev til 1958. Måske var jagtspanielklubben et af datidens forsøg på at få mere fokus på de jagtlige egenskaber. Jeg har fået bladet af nu afdøde Knud During, kendt hundemand og kunster, senere formand for bretonklubben i Danmark.
Det gamle, gulnede blad indeholder en interessant debat mellem hr. A.P. Nørlund, der både var sekretær i Dansk Kennel Klub (DKK) og medlem af spanielklubbens bestyrelse, og Hr. Sylvester Glæsel, gående på at få cockeren ind under jagthunderacerne. Interessant læsning som viser, at der også for næsten 60 år siden var problemer med spaniels som jagthunde under Dansk Kennel Klub.
Mest interessant er dog et sæt prøveregler og markprøveresultater fra tre forskellige klasser. I alt 13 hunde, fordelt på 10 cockere og tre springer spaniels. Den tidligere omtalte Knud During førte ikke mindre end tre cockere, og vinderklassen blev vundet af springeren Penelope af Bjerkefall, ført af Mogens Pelsø, sidstnævnte har jeg faktisk senere gået markprøvedommerelev hos.
Vi skal helt op til 1970, før der kom gang i markprøver med spaniels. Den daværende klub annekterede de svenske prøveregler og sendte et par danskere til Sverige, så de kunne lære sig kunsten at dømme markprøver.
Import af jagtlinjer
I slutningen af 1970’erne begyndte der at komme flere importer af ren jagtlinje til Danmark. Der havde selvfølgelig været spredte importer, primært fra godsejere, der rejste på jagt i England og fik kendskab til disse jagtspaniels.
F.eks importerede godsejer C. Juul Johansen fra Langeskov Gods en springer fra den berømte englænder, John Kent, tilbage i 1950’erne, og Marianne Iuel Brockdorff fra Valdemar Slot købte en springer, der hed Greatford Fizz, som i øvrigt fik 1. præmie på en jagtanlægsprøve i Danmark i 1975.
Disse nye hunde af ren jagtlinje påvirkede både prøverne og jægerne og satte gang i en udvikling, der har bragt spaniels til det, de er i dag, som en af de absolut mest populære og udbredte jagthunderacer i Danmark.
Engelsk springer spaniel
Field Trial springer spaniels har i jagtlig udbredelse gjort for spaniels, hvad labradoren har gjort for retrievere. Den er simpelthen, både i England, men også i Danmark, mange gange mere udbredt end nogen anden spanieltype. Springeren er en stødende hund, altså en jagende hund, der rejser vildtet spontant.
Den er avlet med en fantastisk passion for at jage før skuddet, og dens arbejde kendetegnes ved at være meget energisk. Den er uhyre modig i alt slags terræn, og den jager med en typisk spanielstil, lav næseføring og haleføring.
Dens søg skal være kort under bøssen, og den skal have medfødte anlæg for et dækkende krydssøg og at anlægge et søg i forhold til vindretningen. Den rejser vildtet spontant, men ofte kan jægeren se på hele aktionen og halebevægelserne, at der er noget i gang. Den skal respektere alt vildt i opfløj og apportere spontant med silkeblød mund. Den skal være helt stille under al jagtudøvelse.
Kræver dressur
Springeren kræver absolut dressur før jagt, og mange jægere lader sig overraske af dens gode temperament og milde sind. Jagende hunde kræver mere dressur før jagt end f.eks apporterende hunde.
En springer er skabt til den jagtform, der kaldes rough shooting, altså en eller to jægere der går og skyder over hunden, ofte i ret hårdt terræn og ofte uden den helt store vildtmængde. Nu har ikke alle jægere tilgang til den jagtform, og mange jægere bruger deres spaniels til selskabsjagt. Her gør en springer god fyldest, men man skal være opmærksom på, at den megen tumult med andre hunde og skydning kan ophidse hunden.
Ligeledes gælder det om at fastholde hundens korte søg og respekt for det vildt, der rejses, selv om der er jagtkammerater, der er sat på post. Ofte må der skydes bagud i såten, og jægeren med en veldresseret springer kan få gode chancer, der minder om rigtig spanieljagt.
Springeren er en god apportør både fra land og vand. Den er generelt god til at følge fod og bringe anskudt vildt. Den engelske springer spaniel findes i farverne brun/hvid og sort/hvid, samt med tanfarvede markeringer.
Cocker spaniel
Den mindste jagtspaniel og den eneste anden spanielrace, foruden springeren, der findes i både en udstillingslinje og jagtlinje.
Field Trial cockeren er ikke nær så udbredt i Danmark som springeren, men i England har populariteten og efterspørgslen på Field Trial cockere været konstant stigende i de sidste 10 år, og denne udvikling afspejles i mindre form blandt danske jægere.
I alle hundehistorier går det igen, at navnet cocker stammer fra ordet ”woodcock”, det engelske ord for sneppe. Cockeren skulle have fået tilnavnet på grund af sine evner ved netop sneppejagt.
Der er ikke umiddelbart nogen forskel på de opgaver, som en springer og en cocker spaniel løser. Cockeren er jo mindre rent fysisk, så det er jo en større præstation at slå sig igennem hårdt terræn eller apportere en hare.
Den egentlige forskel ligger mere i temperamentet. Cockeren er generelt mere nervefast, men også mere fanden i voldsk. Ofte jager den sit terræn med meget tydelig indikation af de impulser, den modtager rent færtmæssigt.
Den er altså nem at læse, og den vil typisk arbejde lidt på skiftende færtmuligheder og prøve at låse og rejse vildtet i modsætning til den lidt større springer, som måske mere sætter sin lid til sin kraftigere fysik.
Cockeren er rigtig spændende og, frem for alt, effektiv at skyde over. Jeg har selv jaget meget med både springere og cockere og synes faktisk, at cockeren generelt er lidt mere udholdende.
Cocker spaniel findes i farverne sort, rød, brun, golden, black and tan, samt tofarvede med samme farver på hvid og roanede (spættede) med samme farver, alle med mulighed for tanfarvede markeringer.
FAKTABOKS
To racer
I racernes hjemland findes der både en udstillingstype og en jagttype og engelsk springer spaniel og cocker spaniel. |
Artiklen er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad nr 02-16
Læs også
Cecilia Byrnak giver tips til positiv træning af jagthunden
6 myter og fordomme om jagthunde