Vandflyveren forsvinder i det fjerne mellem bjergene. En summen fra det sene efterårs myggesværme afløser lyden fra flyet. Seks kammerater er endelig kommet til Mackenziebjergene i grænseområdet mellem Yukon og Nordvest territoriet i Canada. Nærmeste beboelse ligger 400 kilometer mod syd.
Denne artikel er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad nr. 04-16. Visse beskrivelse af regler og forhold kan være ændret.
Nu er der ingen anden vej end at følge floden frem mod målet eller igen at blive hentet af vandflyveren, ad samme vej som de kom. En fire ugers efterårs vildmarksoplevelse med kano starter ved søerne på højsletten inde mellem bjergene, 1.300 meter over havet.
En enlig elgtyr midt ude i en lille bjergsø er det første møde med den arktiske fauna under indflyvningen til dette afsidesliggende søområde i bjergene. Ryler forsøger med deres iltre skrig at skræmme de indtrængende bort fra deres unger.
Mens resten af gruppen rejser teltene i åbninger i vidjekrattet, fristes den mest ivrige fisker iblandt dem af chancen for arktisk stalling i indsøen. Da teltene er rejst, kommer fiskeren også tilbage med flere halvkilos stallinger til aftensmaden.
Ved aftenstide forsvinder solen bag de høje bjergtinder imod vest. Sollyset svinder langsomt, og lader polarnatten om at skabe stemning. Den første aften omkring lejrbålet er altid præget af de mange indtryk.
Stilhed, en form for ensomhed og impulser fra verden, som pludselig blev borte. Mange nye indtryk. Lokal vildmarksmad i form af nystegt stalling med nyplukkede tyttebær til. ”Drengene” sidder til sidst mætte i deres egne tanker.
Men pludselig brydes stilheden af den umiskendelige kaglen fra en rype. Endnu en rype høres og længere væk endnu en. Snart høres lyden af kaglende ryper fra alle kanter rundt om vildmarkslejren ved bjergsøen.
En lille rundtur blandt buskene omkring lejren afslører flere ryper i løbet af få minutter. Ryperne lader en komme ind på få meters afstand. De flyver heller ikke op, men piler bare afsted fra vidjekrat til vidjekrat.
Her behøver man ikke noget haglgevær, bare en lang stok eller et net til at fange dem i. Dette er vildmark i arktisk Canada. Her er der langt mellem rypejægerne, og ryperne er nærmest tamme. De er overhovedet ikke vant til at blive jaget. Et sjældent gode i en verden, hvor ikke meget er uforanderligt over tid.
Rypeparadis
Næste dag planlægges en lille rypejagt henimod aften. Med de enorme rypemængder denne højslette kan frembyde, er det underligt, at rypejagt ikke er mere organiseret end, hvad der er tilfældet i Canada.
Samme procedure gentager sig næste aften som aftenen før. Solen går ned bag bjergene, og ryperne starter deres aftenkoncert. Gutterne gør klar til endnu en ”madjagt” i dette fantastiske rypeparadis.
Udfordringen ved denne nye jagtsituation blandt de næsten tamme ryper består i at finde de største fugle og i at få dem på vingerne. To jægergrupper starter ud fra lejren i hver sin retning. En klapper prøver at få ryperne til at gå på vingerne, mens jægeren med haglbøssen forsøger et skud uden fuldstændig at ødelægge fuglen på det korte hold.
Mange flokke jages op inde i vidjekrattene, og de fleste løber bare videre i krattet, men nogle går til sidst på vingerne. Efter cirka tyve minutters jagt er middagsmaden til de næste to til tre dage sikret. Fire kommer tilbage med 11 ryper. Dette var starten på en vildmarkstur i bjergene i grænseområdet mellem Yukon og Nordvest territoriet i Canada. Ganske vist for nogle år siden, men det samme kan opleves i dag.
Der er sikkert mange deltagere i vildmarksekspeditioner og storvildtsjægere i Alaska og Canada, som genkender denne situation. Det har ikke meget med jagt at gøre, vil mange erfarne rypejægere sige. Nogle vil kalde det ”slagtning”.
Sandt nok, men det er ofte de faktiske forhold flere steder i vildmarksområderne. I sådanne situationer er fremskaffelse af mad ofte motivet for jagten og ikke nødvendigvis rekreation på noget sportsligt plan.
Hvis du derimod planlægger en ren rypejagt til Canada, kan du sikkert søge områder i bjergene med udfordringer, som vil give en noget mere spændende og krævende jagt end beskrevet her.
Ryperne i højere liggende bjergegne og polare områder af Canada og Alaska er stort set identiske med de norske fjeld- og dalryper. Udseende- og størrelsesmæssigt er der næsten ingen forskel.
Når det gælder adfærd, adskiller de sig væsentligt fra de skandinaviske. Deres mangel på frygt for mennesker er det første, man vil lægge mærke til. Om dette alene skyldes fraværet af jagt, skal være usagt.
Foruden fjeld- og dalryperne har Alaska og Canada en tredje rypeart – ”den hvidhalede rype” (Whitetailed Ptarmigan – Lagopus leucura). Denne underart er noget mere sjælden og har tilpasset sig et mere ekstremt klima i 2.000-3.000 meters højde. Den hvidhalede rype er mindre end de to andre underarter (totalvægt op til 400-500 gram) og har, som navnet antyder, ikke de karakteristiske, sorte halefjer ved vintertide.
Ingen organiseret jagt på rype
Organiseret småvildt jagt er omtrent ikke-eksisterende i Yukon og Nordvest territoriet i den form, som er almindelig i Norge. Rypejagt med hund er desuden et næsten ukendt begreb i det nordlige Canada. I nærheden af større byer som Anchorage og Fairbanks i nabostaten Alaska i USA er denne jagtform derimod lidt mere udbredt end i Canada. 
Vildtmyndighederne i Nordcanada har faktisk opfordret jægerne til at begynde at træne deres hunde til jagt, også for fornøjelsens skyld – men mest for at mindske risikoen for tab af anskudte fugle. Men foreløbig er dette ikke slået an blandt canadiske jægere.
Vildtmyndighederne i Canada har for mange år siden indført såkaldte ”bag-limits”, en begrænsningsregel for alt småvildt, som nedlægges. Man må kun skyde 10 ryper af hver art per dag og kun være i besiddelse af 30 ryper inden for samme art. Det er et lille antal sammenlignet med de enorme rypemængder, der forekommer i gode år.
Efter endt jagt må man ene mand, med 3 rypearter i 3 forskellige højdeniveauer på det samme fjeld lovligt være i besiddelse af hele 90 ryper! Ikke særlig sandsynligt, at man klarer det i praksis.
Jagtlovene er strenge i Canada, og det er påbudt at bringe alt kød fra nedlagt vildt med ud fra vildmarken. Dette er en selvfølge for os i Skandinavien, hvor hele dyret anvendes. Denne regel er hovedsageligt møntet på storvildts- og trofæjagt. Kan man ikke selv anvende kødet, skal det foræres væk.
Stammerådene i alle små indianersamfund tager gerne imod vildtkød til at dele ud i landsbyen. Mange ældrecentre og plejehjem tager også med glæde imod vildtkød. For at hindre spekulation og kommercialisering af vildtressourcerne i de nordlige områder er al handel med vildtkød derimod forbudt.
Ifølge biolog Howard Tracey ved ”Renewable Resourses” (vildtforvaltningsrådet) i Yukons hovedstad nedlægges der ikke mere end 1.000-3.000 ryper hvert år. Med en befolkning på 35.000 mennesker i et område som er halvanden gange så stort som Norge, må dette anses som en minimal afskydning i forhold til det totale og ukendte antal ryper i territoriet.
En del af afskydningen af disse ryper sker i forbindelse med storvildtsjagt på elg, grizzly og caribou (vildren) i Yukon. Biotopen for dette storvildt er ofte sammenfaldende med både fjeld- og dalrypernes om efteråret. Når storvildtsjægeren har opbrugt sin storvildtskvote, bruger han ofte ventetiden før flytransporten til at gå på rype- og hjerpejagt. En kærkommen variation i lejrmenuen.
I Yukon findes der stadig cirka 750 mennesker, som direkte eller indirekte ernærer sig som pelsjægere. Nogle af dem, og de indianere, der fortsat lever på den gamle, traditionelle måde i visse dele af året, er afhængige af blandt andet ryperne som et supplement til den øvrige kost.
Flere af områderne for pelsjagt ligger i afsidesliggende egne, hvor flytransport af mad og andre forsyninger er dyr og vanskelig. Både afskydning ved jagt og rypefangst i snarer benyttes.
Det er erfarne folk, som bruger vildmarken, og de ved, hvor vigtigt det er ved snarefangst at kende rypernes adfærdsmønster. Favoritmetoden er at lægge et flettet netværk af kviste med nogle få, smalle åbninger på rypesporene, hvor snarerne af messingtråde sættes.
Fuglene presser sig igennem snaren og fanges. En anden teknik, som bruges, er at benytte sig af den måde, ryperne trækker fødderne efter sig i den løse sne. Der lægges flere snareløkker fladt ud ovenpå sneen i et område omkring tykninger med vidjekrat, hvor man forventer, at ryper vil komme for at lede efter føde.
Mangeårig forskning i rypens gåde
Vildtbiologerne i Yukon har igennem flere år haft et forsknings- og registreringsprojekt omkring ryper kørende. I modsætning til norske rypeprojekter har forskningen i Yukon hovedsageligt koncentreret sig om de meget gådefulde og kraftige udsving i bestanden hvert niende eller tiende år.
Tidligt hvert forår, når ryperne er mest territoriale og lettest at registrere, har man besøgt fire hovedområder i Yukon på ski og snesko og med stående hunde. Det samme to kvadratkilometer store område er igennem en årrække år efter år blevet gennemsøgt ved linjetaksering.
Det længstvarende projekt har stået på i hele 30 år. Forskerne har foretaget både virtuelle optællinger og radiomarkering af ryper med henblik på registrering fra fly. Farvemarkering til senere observationer er også blevet brugt.
I løbet af de sidste 30 år har der været ”topår” omkring 1985, i årene 1996-97 og sidst i 2006-07. Man forventer en ny top om et par år. Der har også været store variationer i toppene fra område til område.
Bjergområderne i det vestlige Yukon og i kystbjergene ud mod Alaska og Stillehavet har vist sig at producere den største bestandstæthed. Her er der både et mildere klima og mere nedbør.
Forskningen i Yukon har kun i mindre grad drejet sig om, hvor stor indflydelse jagt har haft på den samlede bestand. Dette er kun sket i områder i nærheden af Whitehorse, hvor størstedelen af befolkningen bor.
Departementet for fornybare ressourcer har også planer om at iværksætte et forsknings- og optællingsprojekt på de andre rypearter og de tre underarter af hjerpe, som lever i Yukon.
Gode rypeområder findes i store dele af Yukon. De mægtige Mackenziebjerge i det østlige Yukon og det vestlige Nordvest territorie er et fantastisk område, men tilsammen ligeså stort som hele Sydnorge.
Bjerg- og tundraområderne langs Demster Highway i det nordlige Yukon har også historisk set haft en god bestand. Det samme gælder bjergområderne nær Carcross helt mod sydvest i territoriet, samt bjergene syd for Whitehorse.
Resultatet af jagten vil stå i forhold til planlægningen og anstrengelserne undervejs. Både fugleudbyttet og minderige oplevelser i en næste uberørt vildmark kan blive meget store, når flokke på over hundrede ryper flyver op foran dig
Det er måske længe siden, du oplevede det på fjeldet i Norge og i Skandinavien?
Sådan kommer du på rypejagt
Du kommer nemmest til Canada ved at flyve via London, Frankfurt eller Reykjavik. Til Whitehorse, som er hovedstaden i Yukon-territoriet, rejser du enten med SAS/Air Canada eller med Icelandair til Calgary/Edmonton eller Vancouver i det sydlige Canada, og derfra videre nordpå til Whitehorse med et af de selskaber, som flyver på disse ruter. Eller du kan rejse direkte fra Frankfurt med det tyske flyselskab Condor Air til Whitehorse.
Til Nordvest territoriet rejser du via Edmonton/Calgary i provinsen Alberta og videre til Yellowknife, hovedstaden i det store Nordvest territorie. Fra Yellowknife kan du flyve videre til Norman Wells langs den mægtige Mackenzieflod.
Både fra Yellowknife/Norman Wells og fra Whitehorse og andre mindre lokaliteter i Yukon må du regne med at hyre en vandflyver til at bringe dig ind til de bedste og mest afsidesliggende jagtområder i bjergene.
Husk, at du skal finde et søområde, som ligger 1.200-1.300 meter over havet for at komme ind til de mest produktive rypeområder. Skovgrænsen i det sydlige Yukon ligger på omkring 1.300 meter – området omkring Whitehorse ligger på samme breddegrad som Oslo.
Rypejagt i Yukon
Yukon har 3 underarter af rype (Ptarmigan) og 3 underarter af hjerpe (Grouse). Spruce Grouse/Storhjerpe ligner lidt den skandinaviske hjerpe, men den nordamerikanske er lidt større. Tjur og urfugl forekommer ikke i Nordamerika.
De 3 underarter af rype er: Dalrype (Willow Ptarmigan) og fjeldrype (Rock Ptarmigan) – som i Skandinavien – samt den hvidhalede rype (White-tailed Ptarmigan). Den er lidt mindre end de andre og lever højt oppe på de nøgne bjergsider.
Jagttegn til småvildt for hele Yukon-territoriet kan købes på Vildtkontoret og i flere sports- og våbenbutikker. For udlændinge (Non-resident Alien) koster det 20 canadiske dollars og gælder for et helt år.
Klik på linket herunder, så kommer du til Googles satellitkort over Mackenziebjergene mellem Yukon og Nordvestterritoriet i Canada:
https://www.google.no/maps/@64.3152657,-133.7784631,296506m/data=!3m1!1e3
Læs også
På bisonjagt i Canadas vildmark
Rypejagt i Canada
