Der er mange specielle traditioner omkring sneppen, herunder at man skal kysse sin første sneppe bagi. En skik som de fleste nybagte sneppejægere har svært ved at forstå i situationen, men som de bagefter er glødende fortalere for – især når det næste gang er en anden, det går ud over.
Sneppen har ry for at være vanskelig at ramme, når den zig-zagger mellem træerne. Den er helt uforudsigelig, for pludselig er den der, og så er den borte igen. Modsat alle andre fugle, hænger vi sneppen i stængerne, og placerer den forrest på paraden. Begrundelser er der nok af i forhold til at opfatte sneppen som noget helt specielt og attråværdigt. Knap en tredjedel af det danske udbytte af snepper nedlægges i forbindelse med målrettet jagt med stående hund. Resten nedlægges mere tilfældigt på diverse jagter, når de kommer for. Kun hver tiende danske jæger skyder sneppe i løbet af et år, og for langt størstedelen gælder, at de kun skyder den ene eller måske to snepper samme år. Kun omkring 100-200 danske jægere skyder mere end 10 snepper på et år. Denne lille eksklusive gruppe af jægere tegner sig til gengæld for op imod 10 % af de snepper, der nedlægges i Danmark. Det betyder altså, at der findes to typer jægere og to jagtformer, når det gælder troldfuglen: nemlig den tilfældige jagt der giver ganske få snepper til ganske mange jægere, og den målrettede jagt, der giver ganske mange fugle til ganske få jægere.
Den tilfældige jagt
Alle jægere deltager i den nemmeste form for sneppejagt – tilfældighedsjagten. For således skydes op imod 70-80 % af de danske snepper. Hvad enten der er tale om drivjagt eller klapjagt, så råder tilfældet. Nogle gange letter sneppen foran dem, der går igennem og andre gange for en hund, og andre gange trædes den bare op. I alle tilfælde kan det give chancen for at kunne putte en sneppe i lommen, men som regel må man nøjes med at se sneppen forsvinde ind imellem træerne og bare råbe “tiro, sneppe”. Måske går den fremad mod skyttekæden, og så lytter man intenst efter skuddet, som måske aldrig kommer, for de skytter, der står for i lysninger og langs skovspor, får ikke altid glæde af de snepper, der rejses i drevet. De ser dem nok, men det er sjældent, at sådanne tilfældige chance giver udbytte. Alt dette betyder bare, at de jægere, der kommer meget på jagt i sæsonen, har større chance for at nedlægge en sneppe end dem, der kun sjældnere kommer afsted. Så vejen frem er mange jagtdage, udover- naturligvis – at øve sig i at blive bedre skydende.
Den målrettede jagt
Den målrettede sneppejagt, der virkelig giver udbytte, er for specialister. Det kræver noget mere. Først og fremmest et terræn, hvor snepperne ynder at holde til, når de raster. Derudover forudsætter det en god hund, der er vant til at arbejde med snepper. Et tredje element er naturligvis en vis skydefærdighed. Derudover kræver det den nødvendige tid, for når der er snepper i området, skal der jages. Det er ikke noget, der kan udsættes til i morgen eller en anden dag. Og sidst men ikke mindst kræves der en høj grad af ihærdighed.
Om terrænet
Da skovsneppen er en vadefugl, betyder det, at den har behov for fugtige og sumpede områder for at kunne finde den foretrukne føde, som hovedsagelig består af regnorme. Sneppen fouragerer mest om natten på fugtige enge og lavtliggende græsmarker og i moseområder. Nogen gange forbliver den i disse områder om dagen, hvis der er dækning nok. Ellers søger den mætte sneppe ind i skoven, hvor der findes tæt bevoksning af birketræer og pilekrat. Det antages at snepperne foretrækker at hvile i det samme område – ofte endda under den samme busk. Det passer faktisk ganske udmærket på en sneppe, som jeg skød forbi på en del gange sidste år. Hver gang kunne jeg finde den på det samme sted. Det var et temmelig besværligt sted den havde valgt – for mig altså – og det lykkedes den at slippe helskindet fra et større antal attentatforsøg.
Om skydefærdighed
Danmarks sneppekonge, Dimitri Buchtrup, nævner i et interview, at når to jægere har 30 fugle for, og de skyder de 10 af dem, så er de velskydende. Nøjes man med at bruge 3 patroner pr. sneppe, lyder det umiddelbart til at være en større bedrift end at holde sig under 3-skudsreglen på en klapjagt på fasaner – for snepper ER svære at have med at gøre. Da skovsnepper primært holder til i skov- og moseområder, er der ofte tale om vanskelige skud mellem stammer og grene. Der er næsten ingen skud der ligner hinanden, og det skal gå lynhurtigt, for sneppen behøver kun splitsekunder til at skifte retning eller hvirvle sig ind mellem stammerne. Jægeren får normalt meget lidt tid at reagere i, også selv om hunden står for fuglen. Ofte letter sneppen fra den anden side at en fyrrebusk eller et grantræ. Her ynder de nemlig at gemme sig, og derfor er de ofte dækket at disse træer, når de letter. Skydefærdigheden har naturligvis også med valg af hagl at gøre, for selv om det kan lade sig gøre med en 3’er, så vil 7´er eller 9´er hagl nok være at foretrække.
Med hensyn til valg af haglbøsse, er det en stor fordel med et kortløbet og let våben. Dels er det besværligt at manøvrere i det tætte buskads med et langt våben, og dels skal der under sneppejagt normalt tilbagelægges længere afstande. En lille, let og kortløbet kaliber 20 vil være at foretrække.
Om ihærdighed og tid
En anden sneppemester Børge Fischer Jensen var på jagt omkring 2.000 gange for at skyde sine knapt 4.000 snepper. Det er 50 dage om året – hvert år, i 40 år! Se det er ihærdighed. Tilsvarende angiver Dimitri Buchtrup i et interview, at han har brugt 4-5 timer i gennemsnit pr. nedlagt sneppe. De snart 5.000 snepper han har i bogen, har således kostet over 20.000 timers jagt eller omregnet til arbejdstid lidt over 10 mandeår. Så snepper kommer ikke på galgen af sig selv, der skal slides for det, for det ligger fast, at den målrettede jagt er arbejdsjagt med 1 eller 2 jægere og en velgående hund. Man kan hverken fra eller til for at tiltrække snepperne eller fastholde dem. De kommer, når de mener, det er tid og forsvinder igen, når de finder tiden inde til det. Derfor vil en god start på en karriere som sneppejæger være at placere hele sin sommerferie fra sidst i oktober og nogle uger frem.
Om hundene
Blandt de stående hunde, kan både de engelske og de kontinentale hunde lære at mestre snepperne. Tidligere var det i høj grad pointere og settere, der blev brugt, men den meget alsidige breton har ry for at være speciel god til snepper. Blandt andet fordi bretonerne, stammer fra Bretagne i Frankrig, hvor der er virkelig mange snepper. Mange af de lokale bretons dernede er fremavlet specielt med sneppejagt for øje. En del inkarnerede sneppejægere anvender udover de stående racer stødende hunde, herunder spaniels. Men for alle hunde – uanset race gælder det, at evnen til effektivt at jage snepper, først og fremmest har at gøre med, i hvor høj grad de anvendes til formålet. Det handler om at lade sin hund specialisere sig i den jagtform, og derfor er det også en god ide allerede at starte unghunden for snepper for at sikre sig en god sneppehund på længere sigt. Herudover gælder det, at en hund med et kort søg er at foretrække. Det er især vigtigt i skovområder og områder med høj vegetation. Dernæst kræves det, at den kun går forsigtigt frem. Hvis den buser for meget på og er for ivrig, letter sneppen ofte for tidligt, inden jægeren når at komme i position.
Det korte søg
Det korte søg tillige en fordel, hvis fuglen skulle lette som resultatet af en stødning. Hunden skal være i stand til at koncentrere sig fuldstændigt om snepper og lade hånt om andet vildt – især hårvildt. En sneppehund skal arbejde med stor intensitet, og den skal være udholdende, for det er krævende at jage i de områder, der skal dækkes. Hunden skal holde god kontakt til jægeren, så der ikke skal ledes for længe, når sneppeklokken bliver tavs. Snepper løber gerne, og her må hunden selvstændigt følge op med lige netop den forsigtighed, der betyder, at fuglen ikke stødes og på den anden side så kraftfuldt, at den kan få sat sneppen. Derfor er det kun de allerbedste hunde, der kan anvendes til sneppejagt.
Fra DMU’s vingeindsamling ved vi, at de fleste snepper doubleres under jagt med hund. Fugle, der stødes eller rejses af hunden, holder sig nemlig ofte tæt ved jorden. Har man derfor overblik over området, hvor sneppen letter, kan der en gang i mellem afgives et forsvarligt skud. Dette kan således være grunden til at det oftest er under jagt med hund der doubleres snepper.
I forbindelse med de fleste andre jagtformer er lave skud bandlyst, hvilket gør det vanskeligere at slippe af sted med en double, også selv om der egentligt er fugle nok. Det er i øvrigt sjældent at to snepper, der rejses i såten, følges ad, når de flygter.
Om penselfjer
For langt de fleste jægere er det at skyde en sneppe forbundet med stor glæde, og samtidig er det en hæder og ære. På intet tidspunkt lettes der mere ivrigt på hatten, end når jægerne samles efter et drev, og der er en jæger, der (som oftest stolt) fremviser en nyskudt sneppe. Skovsneppens penselfjer opfattes da også af mange som et egentligt trofæ, og det er ret almindeligt at man gemmer dem som andre jagttrofæer. Penselfjerene er teknisk set den yderste håndsvingfjer, og der sidder en på hver side. De kan være vanskelige at finde for nybagte sneppejægere, men den rutine kommer de fleste hurtigt ind i, og der er aldrig langt til en erfaren jæger. Penselfjerene sidder tæt op af de yderste svingfjer og er normalt knapt 3 centimer lange.
Jægere, der nedlægger mange snepper, gemmer ofte penselfjerene i en kasse (den legendariske cigarkasse), mens jægere, der kun sjældnere tilsmiles med dette trofæ, ofte gør et større nummer ud af begivenheden. Således er det almindeligt at placere sine penselfjer i en roset beregnet til formålet. Andre foretrækker at bære dem i hatten. Andre igen klistrer fjerene ind i deres jagtjournal.
Om sneppens alder – ung eller gammel
For snepper må gælde det samme som for alt andet i livet. Ung er bedre end gammel. Det betyder naturligvis ikke noget for jagtens skyld, for der er de unge fugle nok lige så svære at få på tasken som de gamle. Men det kan betyde noget for kødets kvalitet, for snepper kan blive ret gamle. Den ældste, veldokumenterede, sneppe fyldte 10 inden den døde, og den har nok været lidt sej at sætte tænderne i. Men i praksis betyder det ikke så meget. Vi ved nemlig fra de før omtalte vingeundersøgelser fra DMU, at der skydes flere unge fugle end gamle. Således er det påvist. at der i gennemsnit er 2,19 ungfugl for hver gammel. I de år hvor sommeren har været tør på ynglepladserne, er der dog færre unge fugle – helt ned til 1,45 pr. gammel fugl.
Skal man vælge de unge fugle ud til en middag med gæster, er det vigtigt at kunne aldersbestemme dem. Det foregår nemmest ved at kigge på de yderste svingfjers spidser. Hos unge fugle er de nemlig flossede, takkede og ufærdige i kanten, mens de hos de gamle fugle er hele og skarpt afgrænsede.
