Jagt på brun bjørn på Kodiak Island

Bjørnejagt på Kodiak Island er hård og krævende, men vi vil gøre vores bedste forsøg.

Bjørnen gik cirka fem kilometer væk i et åbent terræn med gode muligheder for at komme tæt på og få en nøjagtig bedømmelse af størrelsen. De sidste tre dage havde vi siddet i timevis med vore håndkikkerter og monotont afsøgt bjergområdet på den anden side af bugten, men nu skete der endelig noget. Den ensformige jagt forvandlede sig pludselig til, at fire voksne mænd løb rundt og samlede grej sammen, så de kunne komme i båden.

Båden fik fuld gas. Scott, som var packer (assisterende guide), styrede båden ind mod land omkring 700 meter fra bjørnen. Herfra gik vi langs kysten i en bue uden om bjørnen for at komme frem på en bakketop oven over den. Efter vi blev sat af, sejlede Scott ud på vandet, hvor han 500 meter ude kunne følge bjørnens og vores position. Efter 30 minutter var vi ved foden af bakken, hvor vi fra toppen regnede med at kunne se bjørnen.
Guiden Joe virkede nervøs. Måske skyldtes det den episode, han var udsat for på den foregående bjørnejagt seks dage tidligere, hvor han havde haft en bare 13-årig knægt som klient. Han havde skudt en angribende bjørn på kun 18 meters afstand, efter Joe indtrængende havde bedt ham om at ”shoot the fucking bear”. Knægten havde endeligt gjort det, og med fire skud havde han nedlagt en bjørn, der målte 8,8 fod.

BJØRNEJAGT, DEN MEST SPÆNDENDE JAGT I VERDEN

Et halvt år tidligere havde jeg været med et par jægere til Kirgisistan efter Marco Polo-vædder og Ibex. På vej hjem nævnte en af jægerne, Torben, at han havde søgt om at jage brunbjørn på Kodiak Island hos outfitter Jim Bailey. Ni år tidligere havde jeg arbejdet for Jim og havde haft mit livs vildmarkseventyr – en tid, der inspirerede mig til at leve af at gå på jagt og helhjertet hellige mig vildmarken. Siden jeg var på Kodiak første gang, havde jeg drømt om en dag at jage bjørn på øen. Inden vi sagde farvel til hinanden i Kastrup, gjorde jeg Torben begribeligt, at jeg meget gerne ville med på turen til Kodiak for at dække turen med kamera og pen.
I januar foregår den årlige udtrækning mellem ansøgerne, der ønsker at jage på øen. Torben var heldig og fik en licens til forårsjagten, og samme dag ringede han: ”Vil du med?” Jeg kunne ikke få armene ned – nu ventede den mest spændende bjørnjagt i verden.
Torben ville ikke gå på kompromis med hverken størrelse, alder eller kvalitet af bjørnens pels. Men på denne tid af året er der stor risiko for, at bjørnene er ”rupped”, hvilket betyder, at deres pels har store skaldede plamager.
Torben har gået på jagt i det meste af verden, og i starten af hans jægerliv havde han flere gange nedlagt dyr, som ikke levede op til hans oprindelige krav – dyr, som ikke var store nok eller havde den fornødne alder. De tider var dog forbi. Han var stoppet med at gå på kompromis!

Kodiak Island er en rå og ubarmhjertig ø, der ligger syd for Alaskas fastland, og vejret kan være frygteligt. Øen er på størrelse med Sjælland, og her lever cirka 3.500 bjørne. Det var den 1. maj, snegrænsen rykkede dag for dag tættere mod himlen. Græsset var begyndt at spire, hvilket gør bjørnene mere aktive i deres søgen efter føde, og brunsten var samtidig lige om hjørnet. Tidspunktet var perfekt til at jage bjørn.

BJØRNEJAGT – EN FARLIG SITUATION 

Vi gik op ad bakken, hvor vi fra toppen håbede at kunne se bjørnen. Der var knastørt, og de små kviste knækkede let. Vi var bange for, at bjørnen ville høre os, så vi listede yderst forsigtigt frem. Fra toppen var der cirka 200 meter ned til havet. Vi kunne ikke se bjørnen, men det betød ikke, at den var væk. Joe bad os om at sætte os ned i håb om, at bjørnen ville bevæge sig frem, hvor vi kunne se den. Vi sad stille i 45 minutter, uden at der skete noget. Jeg blev utålmodig. Jeg kiggede op på bjerget bagved os og så til min overraskelse to bjørne, der sloges. Den ene var stor og næsten sort, den anden lille og mere lys i pelsen. Det lignede en stor hanbjørn, der sloges med en hunbjørn. Jeg signalerede til Joe, hvad jeg havde set. Han tog et hurtigt kig på dem, men mente, det var to unger, og gav han dem ikke mere opmærksomhed. Hans lettere nervøse opmærksomhed var fuldt forståeligt rettet mod bjørnen, vi gik efter, og som højst sandsynligt befandt sig 200 meter foran os.
Endeligt besluttede Joe, at vi skulle gå tættere på. Vi listede ned ad skråningen over mod de høje træer, hvor der ingen underskov var.
På den anden side af de høje træer fik Torben og jeg på samme tid øje på noget bevægelse. Der var den! Jeg filmede situationen, imens de andre betragtede bjørnen gennem kikkerten. Uafhængig af hinanden konstaterede begge, på de få sekunder bjørnen kunne ses, at der var tale om en bjørn med nogle pletter på bagenden uden hår – den var rubbed. Det til trods bestemte Torben sig for, at han gerne vil tættere på – for at være 100 procent sikker på pelsens beskaffenhed. Bjørnen forsvandt op over en lille bakkekam helt ude mod havet, og vi sneg os nærmere.

Ti minutter senere stod vi for foden af den lille bakke og begyndte at gå opad. Der var ikke langt til havet her, og hvis bjørnen stadig var foran os, var den ganske tæt på.
Joe stoppede op og hviskede: ”Hvis bjørnen er lige på den anden side, kan den risikere at angribe. Hvis den gør det, bliver vi nødt til at skyde den i selvforsvar, og så er jagten forbi!”
”Det er i orden”, sagde Torben.
Vi listede videre. Da vi kom helt op på bakken, var der til vores store overraskelse en stejl skrænt lige på den anden side. Med andre ord havde vi havet på vores højre side, en stejl skrænt foran os, og på vores venstre side var der et tæt buskads. Vi gik ud fra, at bjørnen var gået ind i det tætte buskads og betragtede ”stalken” som slut. Vi kravlede ned til vandet, mens Scott nærmede sig i båden.
Ude fra båden havde han hele tiden kunnet se bjørnen. Mens vi sad på bakketoppen, havde den sat sig inde mellem de store træer for at tage en lur. Omtrent samtidigt med at vi bestemte os for at gå tættere på, havde bjørnen rejst sig op og ædt videre hen langs kysten. Da vi havde nærmet os bakketoppen, hvor vi et kort øjeblik havde set den, og hvor vi konstaterede, at vinden hvirvlede rundt, havde bjørnen pludselig skyndt sig om bag ved en busk. Som en kat, der ligger på lur, lå den klar til at springe på os, idet vi kom op over bakketoppen. Inden vi kom så langt, var den heldigvis løbet ind i det tætte buskads og var forsvundet, men den havde uden tvivl følt sig klemt op i et hjørne. De andre flugtveje var blokeret af havet på den ene side, den stejle klippe på den anden side og os kommende ind fra den tredje. En ikke helt ufarlig situation.
Tilbage i lejren gav Torben udtryk for, at det måske var den mest spændende jagtsituation, han havde været med til. At bjørnen lagde sig på lur som en kat, tilføjede yderligere en dimension til episoden.

NEDLAGT BJØRN I LEJREN

Jim var kommet tilbage fra Kodiak City. Efter at han havde sat os af, var han dagen efter sejlet tilbage til byen for at hente endnu en jæger, Ernie, en investeringsrådgiver fra West Virginia som også havde været heldig at blive udtrukket. De næste dage skulle han forsøge sig efter en bjørn i området på samme side af bugten, hvor hytterne lå. Vi havde haft Joe som guide de første par dage, men nu skulle Joe guide Ernie, og Torben skulle guides af Jim. Ernie havde nogle år tidligere været på The Alaska Peninsula, hvor han havde nedlagt en 9,7 fods bjørn, men med en dårlig pels. Nu var han på udkig efter en større bjørn med en perfekt pels.

Et par dage senere meldte Joe via walkie-talkien, at Ernie havde skudt en bjørn. Den blev skudt klokken 13.30, men det var for længst mørkt, da de klokken 01.30 nåede tilbage til lejren, efter at havde brugt lang tid på at tage billeder og strejfe bjørnen. Det var ikke en kæmpe bjørn: 9,2 fod med et stort hoved og en perfekt pels. Ernie var tilfreds med byttet og den intense bjørnejagt. Bjørnen var kommet ind på 35 meter, hvor den stod og gnubbede sig op ad et træ. Ernie var straks klar over, at den ikke var større end den, han tidligere havde skudt, men den havde et stort hoved, flot pels, og Joe mente bestemt, at det var en gammel bjørn. Derfor valgte Ernie at nedlægge den med sin Bansner Ultimate riffel kaliber .375 med en 226 grains kugle. Tilbage i Kodiak City viste det sig ganske rigtigt, at det var en gammel bjørn. Myndighederne anslog den til at være 15-17 år.
Til trods for Jims udsagn om, at bjørnene ikke er aktive om morgenen, var jeg hver dag tidligt ude af soveposen. På en tidligere bjørnejagt et andet sted i Alaska havde guiderne sagt det samme, men alligevel skød vi en bjørn tidligt om morgenen. Her på Kodiak viste det sig dog, at jeg ikke så en eneste bjørn om morgenen til trods for ivrig brug af kikkerten. De viste sig først efter klokken 9.00.   Ved otte-tiden var der morgenmad, og ved ni-tiden begyndte alle at bruge kikkerterne. Vi vekslede mellem håndkikkerter og teleskopkikkert. Hver en sort plet, der blot mindede om en bjørn, blev undersøgt, og til sidst føltes det næsten, som om man fik et personligt forhold til hver eneste sten, som man utallige gange havde nærstuderet. Torbens ihærdighed med at afsøge området var imponerende. Aldrig har jeg set en jæger med kikkerten for øjnene i så mange timer. Han afsøgte først den øverste del af bjergene for tegn på nye spor i sneen, dernæst den midterste del af bjergene, hvor der var buske overalt, for at se om der var en bjørn, der trådte ud på en af de få lysninger, og til sidst afsøgte han stranden. Var der ingen bjørne at se, begyndte han forfra – og sådan foregik det hele dagen, kun afbrudt af spisepauser.

BJØRNEJAGT PÅ STRANDEN

Vi var heldige med vejret på denne tur. Som oftest er der strid vind, og det regner, men ud over lidt vind og nogle få byger var der godt vejr i de ti dage, vi gik på jagt. Som oftest foregår jagten på Kodiak fra telte, men Jim har undtagelsesvis hytter til rådighed – hytter han selv har bygget for mange år siden. I lejren befandt sig også kokken Tony, der lavede mad, som overgår den normale frysetørrede mad, der er kutyme på sådan en jagt. Har man ikke prøvet andet og tror, at Jims standard er normal, er det svært at værdsætte det at kunne få mad og kaffe inden døre. Men de, der har ligget i telt i syv dage under miserable vejrforhold, vil vide, at lejren her var ren luksus.
Da vi på sjettedagen ikke rigtig havde set noget, der levede op til Torbens krav, begyndte jeg at tvivle på, om jeg ville få en historie ud af turen. De to foregående dage havde vi set mange bjørne, men ingen var store nok. Torbens succeskriterier og måde at jage på havde jeg den dybeste respekt for, især at det SKULLE være en gammel og stor bjørn. Dog var kravet om pelsens beskaffenhed for mit vedkommende uvæsentligt, da jeg anser selve jagten som det altoverskyggende. Patina i form af ar, dårlig pels og råhed ser jeg som en yderligere bonus for trofæet, hvordan trofæet ser ud hjemme på stuegulvet eller på væggen, er mig ligegyldigt. Men det var Torben, der bestemte slagets gang … ingen andre.

Om eftermiddagen på sjettedagen så vi en bjørn i det samme område, som vi tidligere havde set en nifods-bjørn. Det så ud til, at den havde en dårlig pels, men jeg ”overtalte” Jim og Torben til at se gennem fingre med det. Bjørnen havde retning mod stranden, og hvis den fortsatte med samme kurs, ville chancen måske byde sig? Vi anslog, at den ville være på stranden om en halv time, hvis den fortsatte sin retning, så sejlede over til den anden side af bugten og lagde til land. Vi begyndte at gå langs stranden, men kunne ikke se bjørnen, og Jim bestemte sig for at klatre op ad en skrænt for at få bedre udsigt. Jim og Torben begav sig opad. Jeg tog et sidste kig i kikkerten hen langs stranden. En mørk skygge, der skilte sig ud i landskabets øvrige brune og grå nuancer, fangede mit øje. Bjørnen var nået ned til stranden! Jeg løb de fem meter op ad skrænten for at hive fat i Torbens jakke.
”Den er nede ved stranden”, sagde jeg.
Torben fik kontakt til Jim, som lynhurtigt fik kikkerten op og fandt bjørnen, men som så mange gange før, fastslog han i løbet af få sekunder, at det ikke var en bjørn, der var værd at gå efter. Med sine 35 års erfaring med bjørnejagt kan han på få sekunder konstatere, om det er en stor bjørn. Afstanden mellem bjørnens ben, ørernes placering, attitude og bjørnens måde at bevæge sig på, indikerer straks, hvor stor bjørnen er. For den utrænede bjørnejæger er det svært at se, hvad Jim instinktivt kan se. Jagtinstinktet var igen blevet slukket for en stund. Vi nød synet af bjørnen nogle minutter, inden vi gik tilbage til båden.

DER ER DEN STORE BJØRN

I stedet for at sejle over til hytterne igen og tilbringe resten af dagen med ensformig kikkertafsøgning sejlede vi længere ned i bugten, hvorfra vi havde et andet udsyn end fra hytterne. Vi var lige gået på land igen og stod og afsøgte området bagved hytterne, da Torben fik øje på en bjørn, der gik oppe i sneen. Jim fandt den i kikkerten og konstaterede, at det var en 9-9,5 fods bjørn, og at det lignede en hunbjørn. Pludselig begyndte den at løbe gennem sneen!
De foregående dage havde Jim utallige gange sagt, at vi skulle holde øje med nye spor i sneen, for det var deroppe fra, der var størst sandsynlighed for, at en stor bjørn ville komme.
Da Jim i næste øjeblik tænkte højt, befandt vi os for en kort stund inde i en levende legendes hoved. Han er en af de guider med flest bjørneangreb og succesfulde bjørnejagter på samvittigheden. Lignende erfaring er svær at finde i denne verden.
”Det er højst sandsynligt en hanbjørn, der forfølger den. Ja, der er den!” sagde Jim.
Så fik vi andre øje på den nye bjørn cirka 200 meter fra hunbjørnen.
Nu ændrede Jims stemme sig.
”Det er DEN bjørn, du er efter, Torben. Der er din bjørn! Det er en monsterbjørn. En monsterbjørn! Den måler cirka 10,5 fod. Se hvordan den går, benene bevæger sig ikke som en lille bjørns, det er hele kroppen, der svajer fra side til side. Den går, som om den ejer hele bjerget. Den vejer det dobbelte af de andre bjørne, vi har set, dem på 8-8,5 fod. Den her vejer omkring 500 kilo.”
Jim tog kikkerten fra øjnene. Han havde set nok. Han gik rundt om sig selv, og det var tydeligt, at han var grebet af den fascination, der gør, at han, til trods for sin alder på 71 år, stadig bliver fascineret, når han ser en monsterbjørn.
Der var dog et meget stort problem: Torben havde ikke ret til at jage i det område, hvor bjørnen befandt sig. Stedet bag ved hytterne lå i et andet jagtområde, hvor licensen ikke gjaldt. Jeg iagttog Torben og fornemmede, at han var lettet over, at vi havde set en stor bjørn, og han gav hurtigt udtryk for, at det var lige præcis sådan en, han ville nedlægge.

I det øjeblik gik der et lys op for mig. Hele turen faldt på plads inde i mit hoved. Fra at turen handlede om at nedlægge en bjørn, handlede turen nu om en jæger, der ikke gik på kompromis. I stedet for at skyde et mindre trofæ ville han hellere komme tilbage en anden gang for at skyde en stor bjørn. Jeg tænkte, at selvom der ikke blev affyret et eneste skud på turen, havde jeg min historie.
Vi prøvede at se det positive i situationen. Hunbjørnen havde retning mod enden af bugten, hvor grænsen for jagtområdet gik. Hvis de kom derover, ville muligheden for skud måske opstå. Eller hvis de kom ned på stranden, hvor jagtretten er fri, hvis blot bjørnen går neden for højeste vandstandslinje. Jeg kunne straks se på Jims ansigtsudtryk, at denne mulighed var lig nul. Han havde aldrig set så stor en bjørn gå på stranden, og at den tilfældigt skulle gå ned for enden af dalen, anså han for usandsynligt.
Vi sejlede over til hytterne, og på vej derover sagde Jim, at vi måske kunne se hanbjørnen fra lejren. Da vi kom på land, løb Torben op efter sin teleskopkikkert for at få et ordentligt billede med hjem af bjørnen, han en dag forhåbentlig ville få chancen for at nedlægge. Senere, da bjørnen havde sat sig ned i sneen, kunne vi se den fra vinduet i hytten, hvor vi sov. Man skulle næsten tro, at bjørnen vidste, at vi ikke måtte gå efter den. Jeg spekulerede over det ironiske i, at vi hver dag havde afsøgt et enormt område på 8-12 kilometers bjergvæg, og så viste den store bjørn sig lige bag ved vores hytter. Næste morgen var den væk, og vi så den ikke igen.

SIDSTE CHANCE PÅ BJØRNEJAGT

Den sidste dag besluttede vi at sejle op til enden af bugten og derfra gå op i en stor, bred dal. Det var et fladt område med høje træer, og der var ingen særlig gode udsigtssteder. Men måske chancen bød sig alligevel? Efter to timer kom vi til en lille bakketop, hvor vi satte os. Efter ti minutter fik jeg øje på en bjørn cirka én kilometer fra os. Vi bestemte os for at gå tættere på. Jim havde forklaret Torben, at hvis han holdt hånden knyttet med tommeltotten nedad, var den ikke skudbar, hvis han holdt tommeltotten opad, burde den nedlægges. Var tommeltotten vandret, var det op til Torben selv at bestemme, om han ville skyde. 300 meter fra bjørnen gav Jim tegnet. Tommeltotten var vandret, og beslutningen om at skyde var op til Torben. Bjørnen var omkring 8,5 fod og havde en perfekt pels, der glimtede i solen, men Torben havde bestemt sig for lang tid siden, den var ikke stor nok. Beslutningen var truffet, og jeg tror, at billedet af den store bjørn, vi så nogle dage tidligere, og ikke mindst hans principper om ikke at skyde en ”lille” bjørn, stod lysende klart i hans bevidsthed. Vi gik tilbage mod hytterne, jagten var ved at være slut.
I løbet af de ti dage havde vi tre-fire andre situationer, hvor vi foretog stalks på bjørne. Vi var egentlig godt klar over, at de pågældende bjørne ikke var store nok, men vi ville være sikre og samtidig opleve spændingen ved at nærme sig et stort rovdyr. Måske gjorde vi det også i et naivt håb om, at guidens første vurdering var forkert. Især for enden af bugten var der flere oplagte muligheder. Mange bjørne kom ud på det store græstæppe, hvor de i hele eller halve dage gik og åd de friske græsskud. Gennem de store teleskopkikkerters følte man næsten, at man sad lige ved siden af dem. Nedlæggelsen af en bjørn ude på græstæppet ville have været overkommeligt, for ikke at sige nemt, og udfordringen var derfor ikke stor nok, men synet alene var hele turen værd.
Jeg elsker at være med andre på jagt. At følge med i en jægers udvikling under jagten fascinerer mig. Hvordan reagerer de pågældende personer i pressede situationer, og hvordan reagerer de, hvis jagten ikke går som forventet? I dette tilfælde var jeg af sted med en jæger, som var totalt afbalanceret. På intet tidspunkt var han frustreret i en sådan grad, at han ytrede utilfredshed over jagten. Han vidste, at der ikke var nogen garanti for at få et trofæ med hjem. På vej tilbage mod Kodiak City gav han udtryk for, at han glædede sig til at komme tilbage, og at det ikke kunne gå hurtigt nok.

LÆS OGSÅ

Bjørnejagt på hesteryg i Idaho

Russisk bjørneparadis