Hvilken riffelkaliber skal jeg vælge?

Valg af jagtriflen, den allerførste eller de senere udskiftninger og tilføjelser til arsenalet, træffes ud fra den tiltænkte anvendelse (kanin eller elefant), lovgivningen, erfaring, jagtkammeraters råd, fabrikkernes specifikationer, våbenskribenters analyser, våbenhandlerens forhåbentlig gode faglige rådgivning og ikke mindst af kaliberet samt af en række mere eller mindre nøjere gennemtænkte faktorer som for eksempel lyst til noget nyt og anderledes. Sidstnævnte er en helt legal grund – vi bevæger os inden for vor hobby, vor afslapningssfære, og må stort set foretage os, hvad vi har lyst til, så længe vi ikke overskrider lovens grænser eller andre begrænsninger – de skrevne såvel som de uskrevne.

For den ene jæger er kaliberet det eneste afgørende, for den anden er det riffelproducentens navn, for den tredje ladesystemet. Kriterierne er mangfoldige og leverandørerne er næsten altid i stand til at give os, hvad vi lige netop nu mener er helt afgørende for en tilfredsstillende jagt. De mere eksotiske valg kan en kompetent bøssemager hjælpe os med.

Riflens kaliber er det primære kriterie

Valget af riffelkaliber er for de fleste det første og vigtigste kriterium og kan være vanskeligt nok. Der er en verden til forskel – bogstavelig talt – på kaliberbehovet ved sommerjagten på den danske råbuk, det svenske eller polske vildsvin, den svenske elg og den afrikanske bøffel, for ikke at tale om farligt tyndskindet vildt som løve og leopard eller mindre farligt tyndskindet som øens kaniner.

Jagtlandets indflydelse på kaliber valget

Ud over den rent praktiske grænse, der trækkes mellem patronens egenskaber og det tænkte vildt, skal der tages hensyn til lovgivningen i de lande, hvor patronen skal anvendes. Alle civiliserede lande har fastlagt normer for anvendelsen af de forskellige kalibre. Nogle lande benytter som målestok energien ved mundingen eller på specifikke afstande, andre projektilets hastighed og andre igen kaliberbetegnelsen eller en kombination af to eller flere af egenskaberne.

Det kræver en nærlæsning af reglementet for det enkelte land at vælge det rette riffelkaliber, og det kræver også, at vi bruger vor sunde fornuft og erfaring. For eksempel er mindst lovlige kaliber til brug ved elgjagt i Sverige 6,5x55mm Svensk Mauser, men kun hvis projektilvægten er minimum 9 gram og anslagsenergien på 100 meter mindst 2700 Joule, alternativt et 10 gram projektil med en anslagsenergi på 100 meter på mindst 2000 Joule.

Politisk fastsatte krav til minimums-kalibre og sund fornuft

Det er en tydelig anvisning fra lovgivernes side, men mange elgjægere er klar over, at det er et politisk bestemt minimumskrav og foretrækker at benytte kraftigere kalibre til elgjagten. Politisk bestemt, fordi 6,5x55eren har været svensk militærkaliber fra 1894 til 1995, og store mængder af rifler i dette kaliber er solgt til de svenske jægere.

I Skotland er eksempelvis det mindste lovlige riffelkaliber til kronvildtjagt .243 Winchester med et 100 grains (6,5 gram) projektil. Efter at have skudt de første stykker kronvildt på Hebriderne, sagde min sunde fornuft mig, at kaliberet ikke var optimalt, selv om kronvildtet gennemgående er mindre end vort hjemlige, og jeg skiftede til .308 Winchester. Min sunde fornuft behøver ikke at være afgørende for andres valg, men det valg havde jeg det nu bedst med.

De valg, der udelukkende er baseret på følelser eller måske gode eller mindre gode råd, kan af og til give sig udslag i en lidt barok situation. Eksempelvis at der skriftes til en svagere patron, selv om man egentlig ville skifte til en kraftigere, eller der skiftes fra en velegnet patron til en anden velegnet patron, der ikke er så forskellig fra den, der skiftes fra.

Almindeligt anvendte riffelkalibre, data og egne erfaringer

Nedenfor har jeg opstillet en liste over en række hovedsagelig almindelige patronkalibre og for nogles vedkommende tilføjet kommentarer om min egen eller andres praktiske erfaringer med kaliberet.

Der er her udelukkende tale om ”købepatroner”. Hjemmeladerens verden er en helt anden og er langt lettere eller langt vanskeligere at finde rundt i  –  men det er en historie helt for sig selv.

Læg godt mærke til kriterierne. De ballistiske data baseres på projektilvægten og projektilets form, den anvendte krudtart og vægten af denne samt fænghættens kraft, alt sammen fabrikkens valg. Den omgivende temperatur har en indflydelse og den har TV’s vejrmand bestemt for os. Riffelløbets længde har indflydelse på, hvor effektivt krudtet forbrændes, og ammunitionsfabrikkerne har derfor gennem årene forbedret deres produkter, så der i dag opnås en mere effektiv forbrænding i kortere løb end tidligere.

Der er så mange projektivægte, så mange fabriksladede patroner og så mange forskellige løbslængder, at det er umuligt at liste dem alle. Jeg har derfor benyttet gennemsnitsberegninger og/eller har udvalgt repræsentative projektiler. Informationerne er imidlertid faste nok til, at du kan danne dig et indtryk af de forskellige kalibre. Ønsker du at vide mere – emnet er interessant og kompliceret nok til, at det er umagen værd at læse videre på lektien – så anskaf dig ammunitionsfabrikkernes lister. De kan som regel rekvireres gratis. Du kan også købe en ladehåndbog eller endnu bedre to. De får hurtigt bibelstatus. De mest videbegærlige anskaffer sig en kronograf og kan så aflæse data helt nøjagtigt.

Blyholdig riffelammunition

Der regnes i nedenstående data udelukkende med blyprojektiler. Blyfri patroner er efterhånden tilgængelige i gængse kalibre og projektilvægte, men meget er stadig under udvikling og erfaringsbasen er i sagens natur ikke så omfattende som for blyholdig.

Skiftet fra bly til blyfrit skal først være gennemført i 2023, og vi har vel alle et større eller mindre lager af vor yndlingspatron. I øvrigt synes de seneste forsøg med blyfri patroner at vise, at ammunitionsfabrikkerne har være dygtige til at eksperimentere sig frem til at producere blyfri patroner, der ballistisk set ikke afviger katastrofalt meget fra de blyholdige

A til E -gradueringen i nedenstående oversigt og de subjektive bemærkninger, hvor de findes, står helt for min egen regning. Det væsentlige har for mig har været at angive en sammenlignelig Joule-værdi ved 100 meter.

DATA

Min helt personlige vurdering følger nedenfor. Ikke alle er enige i min vurdering.

Riffelkalibre i gruppe A

Jeg har, lige fra jeg fra barnsben strejfede rundt med en såkaldt salonriffel, sat overordentlig stor pris på kaliber .22 Long Rifle både til regulering og til konkurrenceskydning. Før du lægger dig fast på et bestemt patronmærke, bør du afgøre med dig selv, om du prioriterer størst mulig anslagsenergi højere end størst mulig præcision eller omvendt og prøveskyde ud fra din prioritering. Det er min erfaring, at de kraftigste patroner er lidt mindre nøjagtige end de blideste, men det er muligt at finde kompromiser, der tilgodeser både anslagsenergi og nøjagtig træfning. Det kræver blot afprøvning på skydebanen.

Der er så mange brands på markedet, at det nok kan betale sig at afprøve de mest udbredte først. Husk at trække løbet igennem af og til. Blyprojektilerne kan let afsætte rester i løbet, hvilket kan virke ødelæggende for den absolutte træfsikkerhed.

Efter flere forsøg med forskellige rifler og patronmærker har jeg ikke fundet kaliber .22 Winchester Magnum Rimfire bedre egnet end .22 LR til mit brug. Jeg kan have været uheldig enten med riflerne eller med min skydeevne, eller også har jeg ikke haft det rette vildt for bøssen. Jeg har ikke kunnet opnå samme nøjagtige træfning som med .22 LR.

Gruppe B kalibre

.30 Carbine, 7,62x33mm, har jeg stor respekt for som militærvåben. Kaliberet er efter min opfattelse bedre til militært brug end den 9x19mm (Parabellumpatron) vi i lang tid har anvendt til maskinpistoler og pistoler. Patronen er anslagsmæssigt lige netop anvendeligt til råvildt og mindre vildt. Selve riflen .30 US Carbine er imidlertid gennemgående ikke nøjagtigt nok eller kraftigt nok til generelt jagtbrug.

En .222 Remington-pibe anskaffede jeg til en bockbüchs og sad og hyggede mig med at lade 100 patroner. Jeg skulle på jagt i Australien og tænkte, at den kaliber kunne jeg få god brug for til kaninjagten. Jeg anvendte den dog kun ganske kort. Kaninerne blev forskrækkede over det relativt høje knald og blev siddende i hullerne, efter at de, skræmt af lyden af de første skud, havde søgt tilflugt der. En barmhjertig jagtkammerat lånte mig så en .22er LR. Herefter gik det meget bedre.

.223 Remington har jeg ikke selv praktisk erfaring med. Jeg har imidlertid set en australsk jagtkammerat skyde en stor kænguru med det kaliber. Uheldigvis havde den stående kænguru det ene forløb løftet op foran brystet, og kuglen blev standset af knoglen. Vi brugte en del tid på at finde den anskudte kænguru, og jeg affangeden den med et .22 LR kontaktskud i panden (jeg var egentlig på kaninjagt). Oplevelsen cementerede ikke min tillid til .223 Remingtonen.

7,62×39 mm russisk – en oprindelig Kalashnikov-patron. Den har jeg kun prøveskudt.

Gruppe C kalibre

6,0x52mm 243 Winchester er i realiteten et 6,17mm projektil i et .308 (7,62x51mm) nedkalibreret hylster. Projektilvalget er ikke stort, men patronen er dejlig nøjagtig og fladtskydende og kunne år efter år være blevet kåret til årets råvildtpatron, hvis det stod til mig. Den har imidlertid i de senere år tabt terræn til .222 og .223 Remington.

I Skotland sætter man så stor pris på patronen, at den må anvendes til vildt op til og med det i Skotland generelt mindre kronvildt, medens vi i Danmark og Sverige sætter den øvre grænse ved råvildt.m

6,5×55 mm Svensk Mauser har tiltusket sig Mauser-etiketten, selvom Herr Mauser aldrig hverken ved tegnebordet, i fabrikationen, på skydebanen eller på jagt, har vist megen interesse for patronen. I slutningen af 1800-tallet var Mauser imidlertid et af de helt store navne i tysk militærindustri og man kan forestille sig, at ammunitionsfabrikkerne har villet udnytte den PR, der lå i hans navn. Patronen er designet gennem et samarbejde mellem det svenske og norske militær og har siden 1894 været i militærtjeneste. I Skandinavien har den samtidig været den mest anvendte patron til konkurrenceskydning (muligvis bortset fra kaliber .22 Long Rifle).

Patronen er i Sverige tilladt til jagt på elg under visse forudsætninger. Det er en politisk begrundet tilladelse, idet mange svenske jægere gennem mere end 100 år har anskaffet sig rifler i denne tidligere svenske militærkaliber, og politikerne har ikke villet udfordre de mange jægere. Man har i slutningen af 1900-tallet anslået, at omkring halvdelen af alle nedlagte svenske elge er blevet skudt med et projektil fra en 6,5x55mm patron. Personlig må jeg konkludere, at kaliberet er anvendeligt, men lige i underkanten til det brug, men det står naturligvis for min egen regning.

Gruppe D og E kalibre

7x57mmR er en af mine yndlingspatroner, som jeg har benyttet meget i bockbüchser og drillinger. Jeg lagde engang for længe siden i ungdommeligt overmod ud med våben i kaliber 7x65mmR, men fandt den patron for værende for kraftig til der lette bockbüchser og skiftede til 7x57R. Det gjorde det behageligere for mig og gjorde ingen forskel for vildtet. 7x57mm er en gammel militærpatron, fadder til 57R´en og lidt kraftigere end denne, men skudvirkningen er den samme for de to patroner.

.30-30 Winchester 7,62x51mmR er den gamle cowboypatron fra Amerikas Wild West. Anvendt i bøjlespænderrifler er den stadig et af de mest anvendte kalibre til jagt på Whitetail-hjort (Virginiahjort) med flere vildtarter, der i legemsvægt holder op til cirka 140 kg. Til sammenligning vejer råvildt normalt højst omkring 35 kg. Med den udbredelse, patron og bøjlespændere har i Nordamerika, og med de ret positive data for Joule, kan det synes lidt forbavsende, at hverken bøjlespænderen eller patronen har vundet større udbredelse i Danmark. Det kan naturligvis skyldes, at den på trods af sine med 7x57R sammenlignelige data højst må anvendes til vildt af råvildtstørrelse.

Praktisk erfaring blandt andet: I Polen har jeg skudt kronhind med kaliberet i en 1894 Winchester bøjlespænder på en afstand af opmålte 103 meter. Bladskud. Hinden tog ét, måske to skridt og faldt forendt om.

8x57mm(7,92x57mm) var til og med Anden Verdenskrig den tyske militærpatron med omtrentlig samme data som .308 Winchester, men ses forbavsende sjældent i danske jagtkredse.

 .270 Winchester har jeg ingen praktisk erfaring med. Data ligger imidlertid så tæt på f.eks. .308 Winchester 7,52x51mm og andre kraftigere jagtpatroner, at jeg ikke kan tro, vildtet mærker forskel. Sammenholdt med .308 Winchester mener jeg, .308eren er at foretrække, blandt andet fordi den med samme kuglevægt har en fladere bane, og fordi patronen i flere vægtklasser er lettere at finde i jagtbutikkerne.

.308 Winchester, 7,62x51mm, 7,62 Nato m.fl. – kært barn har mange navne – har siden sin introduktion i 1952 gået sin militære sejrsgang verden over, indtil kaliberet blev afløst af de mindre og mindre effektive nyere patroner som .222 og .223 Remington. Det spillede en stor rolle, at militæret fandt .308eren effektiv, omtrent på højde med kaliber .30-06 samt at alle mente at kunne anvende militærets spidsskarp til træningsskydning. Sidstnævnte er dog en sandhed med modifikationer.

Militærpatronerne fabrikeres med et kraftigere hylster for at kunne modstå de kraftige påvirkninger fra automatvåbnene. De kan derfor være vanskelige at presse ind i en jagtriffels kammer og endnu vanskeligere at trække ud efter affyring.

Jeg har brugt .308eren til jagt på vildt af mange størrelser og har kun oplevet den som mangelfuld på vildt som bushbulls i vægtklassen omkring og over 1000 kg.

7,62x53mmR. Russisk og finsk militærpatron. Af russerne anvendt indtil Kalashnikoven gjorde sit indtog. En nøjagtig patron i klasse med .308 Winchester og på trods af, at den er en randpatron, udmærket egnet til brug i både repeter- og automatvåben.

7,7x56mmR .303 British er en gammel britisk militærpatron, der kun sjældent anvendes af danske jægere.

7,62x63mm, .30-06 Springfield er en amerikansk militærkaliber, der efter Anden Verdenskrig desuden blev standard i mange landes militærstyrker, herunder Danmarks. Vel det nærmeste vi kommer en all round patron såvel i konfiguration, ydeevne som tilgængelighed. Med en .30-06 ville jeg næppe føle mig underbevæbnet i en hvilken som helst jagtsituation, bortset måske fra jagten på det største og farligste vildt.

9,3x62mm og 9,3x74mmR. Tvillingkalibre, førstnævnte til brug i repeterrifler, 9,3x74mm til enkeltskuds- og dobbeltrifler samt bockbüchser og drillinger. 9,3×74 har jeg haft god erfaring med ved jagt på vildsvin og kronhjort. Kaliberet har aldrig fejlet og har nedlagt byttet på stedet.

7mm Remington Magnum. Jeg har brugt denne den mindste Magnumpatron et stykke tid, men lagde den på hylden, da jeg for alvor sammenlignede den med .30-06eren og så, at de to patroner både i teori og praksis ligger så tær på hinanden, at hverken skytte eller vildt mærker nogen væsentlig forskel.

8,6x64mm .338 Winchester Magnum har jeg ingen personlig erfaring med. Australske jægere, der nedlægger ikke så få Sambar Hjorte, sværger imidlertid til kaliberet. Sambar er af størrelse lidt mindre end kronvildt.

7,62x66mm .300 Winchester Magnum har jeg kun set i brug på trykjagt på råvildt, naturligvis med god skudvirkning. Årsagen til valget af den kraftige riffelkaliber til det ikke særlig skudstærke vildt var, at nogle af jægerne var lidt usikre på at kunne ramme de små hurtige hjorte korrekt og derfor gerne ville bruge en patron, der havde noget energimæssigt overskud. Det var en teori og et modelune, der ikke holdt vand og derfor hurtigt medførte et skift tilbage til de mere gængse råvildtkalibre.

9,3x72mm .375 Holland har jeg ikke praktisk erfaring med.

11,4x53R .45-70 Government, har jeg sat i en klasse for sig med angivelse af fabriksladede patrondata. Det er en amerikansk militærpatron fra 1875, der de seneste 10-15 år har fået en ny og meget stor udbredelse. Årsagen hertil er, at flere våbenfabrikker begyndte at fremstille bøjlespændere i moderne stærke materialer, og at ammunitionsfabrikkerne og håndladerne begyndte at producere kraftigt ladede patroner. Det medførte en kraftig forøgelse af anslagsenergien og at de professionelle guides i Canada og Alaska tog kaliberet til sig. I dag kalder de ofte kaliberet deres livsforsikring mod bjørneangreb. Selv professionelle jægere i Afrika siges at bruge bøjlespænder i kaliberet ved eftersøgning af anskudt farligt vildt.

Selv har jeg kun erfaring med nedlæggelse af en enkelt buk. Projektilet gik ret igennem (bladskud) og bukken fald på stedet. Kødødelæggelse og udgangshul var minimal, projektilet blev sandsynligvis slet ikke deformeret. Det var næsten sammenligneligt med at skyde spurve med kanoner, men skuddet var en test på fremtidige trykjagter på vildsvin.

Der er et utal af andre tilgængelige kalibre, jeg ikke har afprøvet. Jeg håber imidlertid, at tabellen og kommentarerne kan være til nytte, når du næste gang overvejer at udskifte din gamle trofaste jagtriffel.

Knæk og Bræk!