På toppen af Frankrig

Michael, min guide, var tydeligvis en krydsning mellem en gemse og et menneske… og der var ingen tvivl om, at gemsegenerne fyldte mest i hans DNA!

Michael stod små tyve meter længere oppe ad skrænten og afsøgte horisonten med kikkerten, imens han ventede på, at jeg indhentede ham. Disse pauser var blevet stadigt mere hyppige i løbet af den seneste halve time, for han havde øget vort tempo på bjergskråningerne for lige at nå at afsøge en dal mere, inden mørket sænkede sig.

Jeg havde med stor iver støttet den entusiastiske unge mand i at presse den sidste jagtmulighed ud af denne ufatteligt smukke dag i de Franske Alper. Det var mit første møde med disse majestætiske bjerge, som viste sig fra deres absolut bedste side denne eftermiddag i november, og naturligvis ville jeg med vold og magt være derude og jage til sidste sekund.Desværre havde mit jægerhjerte ikke rigtigt taget mine kontorben med på råd, og lige der på bjergsiden måtte jeg bare sande, at netop benene havde det sidste ord at skulle have sagt i forhold til tempoet. Vi havde været ude i en hel del timer, og batterierne var brugt op. Mine ben smertede og var tunge som bly. Den stejle opstigning blev taget i små etaper på 20-30 højdemeter med længere og længere pustepauser imellem. Vi befandt os kun små 2.500 meter over havet, så tynd bjergluft kunne dårligt bruges som undskyldning for min middelmådige bjergkondition.

Et vildtrigt område

Vi havde set en hel del vildt i løbet af eftermiddagen. Først var vi stødt på en større flok mufloner, som var optaget af brunstkampe mellem to stærke væddere. Desværre var de ikke jagtbare i den del af terrænet, så vi havde blot nydt synet. Set i bakspejlet var jeg meget godt tilfreds med, at vi ikke måtte skyde – det havde været en tam, første jagtdag i Alperne, hvis den var sluttet efter en halv time.

På vores vej op ad det første bjerg, havde vi pürschet os ind på en ung gemsebuk, men fandt den ved nærmere øjesyn for ung og havde blot betragtet den et stykke tid, inden vi gik videre. Ved trægrænsen stødte vi en enlig muflonvædder. Et stærkt, ungt dyr, som Michael opfordrede mig til at nedlægge, men da benene stadig var gode på det tidspunkt, havde jeg besluttet at lade den gå.

Det havde været en ualmindelig god dag i bjergene, men nu var der som sagt ikke megen energi tilbage. Jeg tog mig sammen og klatrede videre støttet til min simple bjergstok – en hasselkæp med et spidst stålbeslag i den ene ende. Jeg bildte mig ind, at der højest kunne være et halvt hundrede meter til bjergkammen ad den mudrede trampesti i det korte, visne græs, men det havde jeg på den anden side troet under hele den stejle opstigning.

Endelig oppe

Da jeg nåede Michael, var det tid til endnu en kort pause – jeg var ved at løbe tør for intelligente spørgsmål, som kunne vinde mig lidt pausetid, mens Michael svarede, men jeg var ærligt talt også ved at nå til det punkt, hvor stoltheden kom i anden række…
Vi gik sammen de sidste meter op til toppen af kammen, hvor synet af en bred dal åbenbarede sig under os. Solen stod lavt over tinderne på den anden side, og lyset havde fået det varme eftermiddagsskær, som altid får alting til at fremstå endnu smukkere, end man troede, det kunne blive.

Vi sad på hver sin sten og afsøgte dalen og de omkringliggende bjerge for vildt gennem hver vores kikkert. Inderst inde regnede vi nok begge med, at dette var en storslået afslutning på dagens strabadser, og at næste punkt på dagsordenen var en nedstigning på to-tre kilometer tilbage til bilen og det charmerende lille landsbyhotel for foden af bjergene. Jeg kunne næsten smage den kolde øl allerede.

For langt væk…

Michael spottede en anden jæger og hans guide på vej ind i dalen fra den modsatte side. Vi var ikke de eneste, der var tomhændede på vej ud af området. Efter nogle minutter skrattede radioen. Michael svarede. Det var den anden guide, som havde set os på toppen. Han ville bare lige spørge, om vi havde set muflonerne under os?

Michael rejste sig op med et sæt og stirrede ned ad bjergsiden. Jeg nøjedes med at stirre. Ingen af os kunne dog se nogen mufloner under os.

Vi flyttede os lidt og stirrede lidt mere. Michael rådførte sig med den anden guide.Pludselig fik han øje på dyrene og pegede ivrigt mod bjerget på den anden side. Tre eller fire brune prikker mellem stenblokkene var mufloner. Jeg fandt dem i kikkerten og målte afstanden med den indbyggede laserafstandsmåler. De var mere end 600 meter ude, og vinden var alt andet end gunstig. Jeg sagde til Michael, at jeg ikke magtede et skud på den afstand, og han så på en gang skuffet og overrasket ud.

De er altså ikke mere end 250 meter væk”, sagde han og pegede igen. Jeg målte endnu engang. Godt 600 meter, hvilket jeg fortalte ham. Han rystede på hovedet.

og så alligevel ikke…

“De går lige hernede!”, sagde han og pegede igen. Frustreret måtte jeg meddele ham, at jeg simpelthen ikke kunne få øje på nogle mufloner tættere på.

“Kom her!” hviskede Michael, og jeg rejste mig og gik de tre-fire meter hen til ham. I samme øjeblik, jeg nåede frem, kunne jeg se dem. Tre dyr – to får og en vædder – gik roligt i kanten af dalen lige neden for bjergsiden, vi sad på. Utroligt, at udsynet kan være så forskelligt med så få meters mellemrum på en åben bjergside!

“Der var ikke tid til snak. Gik dyrene blot tyve meter længere frem, ville de forsvinde bag et klippefremspring. Jeg målte afstanden. Den intelligente håndkikkert gjorde det let for mig og gav mig den afstand, jeg skulle indstille riffelkikkerten på for at ramme med det stejle skud. 258 meter. Det var ikke ekstremt langt, og der var læ for vinden hele vejen. Jeg besluttede mig for ikke at spilde tid på at indstille kliktårnet på Leicaen og fik lagt mig tilrette med rygsækken.

“Skuddet var omkring 45 grader ned ad bakke, så kuglens vej til de vitale organer gik gennem ryggen på dyret. Jeg skruede kikkerten op på 10X forstørrelse og fulgte vædderen med lysprikken i midten af trådkorset. Den gik langsomt fremad i jævnt tempo og gjorde ikke mine til at standse op, så jeg holdt en god håndsbredde over og et par håndsbredder længere fremme, end hvor jeg håbede på at træffe.

Total fokusering

Smerterne i mine værkende ben og det anstrengte åndedræt var forsvundet som dug for solen. I det øjeblik bestod hele universet af vædderen, min riffel og mig. Dybere dele af min hjerne havde overtaget styringen, og skuddet faldt i samme øjeblik, det hele føltes rigtigt.

Rekylen i .30-06’eren tvang mit sigte væk fra målet, så jeg så ikke vædderen blive ramt. Men jeg hørte det dumpe kugleslag og fandt tilbage til skudstedet i kikkerten, hvor væderen nu rullede nogle få meter ned ad bjergsiden og forsvandt ud af syne i en lille forsænkning, mens braget blev kastet tilbage med et par sekunders forsinkelse fra den anden side af dalen.

Michael jublede. ”Good shot!” Han smilte fra øre til øre og gav mig et håndfast klap på skulderen. Jeg klappede tilbage og åndede tungt ud. Vi havde begge afskrevet muligheden for succes, og i næste sekund havde vi haft held til at nedlægge en fin vædder.

Bum! Man burde ikke blive overrasket over jagtgudernes uransagelige veje, men jeg bliver det ikke desto mindre hver eneste gang, noget uforudset sker, selv om jeg efterhånden har prøvet det mange gange.

Vi fik travlt med at komme ned til vædderen. Solen nærmede sig hastigt horisonten, og vi vidste, at det snart ville blive rigtigt mørkt.

Nedtur med optur

Det tog os vel i omegnen af ti minutter at komme frem. Nedstigningen var ekstrem stejl, og flere steder skred vi ned i løse sten, mens vi lænede os tilbage imod bjergstokkene. Mine tæer hamrede taktfast imod indersiden af bjergstøvlerne. Erfarne bjergvandrere hader nedstigninger – jeg var i dén grad ved at få en praktisk lektion i, hvorfor det forholder sig sådan.

På trods af en velplaceret kugle gennem den højre lunge, var vædderen ikke helt død og måtte affanges med kniv. Mufloner er utroligt sejlivede, og denne vædder var altså ingen undtagelse. Vi satte os ned for at puste lidt ud. På den anden side af dalen nærmede solen sig de fjerneste bjergkamme, der malede horisonten i nuancer af blåt. Det var et smukt syn, men også et varsel om en lang nedstigning i totalt mørke…

Michael brækkede vædderen, mens jeg skyndte mig at få nogle billeder i kassen. Da han var klar, var solen væk, og mørket sænkede sig hurtigt. Vi havde ikke regnet med at skulle bevæge os i mørke, så udvalget af lygter i vores rygsække var mildt sagt lidt tyndt. Jeg bevægede mig ned med en pandelampe, og Michael klarede sig i skæret fra den lille indbyggede lygte i hans mobiltelefon.

Vi havde læsset vædderkroppen i hans rummelige rygsæk, mens jeg tog alt grejet i min. Fordelingen var ulige og til min fordel. Jeg klagede ikke. Skal jeg være helt ærlig, var jeg slet ikke i stand til at slæbe, som han gjorde den aften. Nedstigningen i mørket var ekstremt uvejsom og passerede blandt andet en dyb kløft med en strømmende bæk i bunden. Løse sten, rødder og tætte pilekrat maste vi os igennem. Vi grinede meget på vejen, selvom det gjorde ondt på steder, man ikke vidste kunne gøre ondt.

Efter to timers kamp kom vi langt om længe frem til bilen. Vi dampede af anstrengelse i den kolde novembernat. Vores tøj var gennemblødt af sved. Men vi var glade. Rigtigt for alvor glade i låget.

“Vædderen vejede 46 kg brækket.