Kort før jul blev vi kontaktet af Allan Jensen, indehaver af Waterfall Logde. Han var interesseret i at indgå et samarbejde med en dansk jagtrejsearrangør, så vi sammen kunne tilbyde jagtrejser, der også var familievenlige.
Det er som oftest jægerens store udfordring – for hvorfor skal hele familiens rejsebudget tilgå jægeren?
Da formaliteterne omkring samarbejdet var på plads var næste skridt, at rejse ned og besøge stedet og hilse på vores mulige samarbejdspartnere. Vi ligger meget vægt på at have et selvoplevet kendskab til vores destinationer og en tæt kontakt til vores værter.
Få timer efter Allans besøg var flybilletterne booket og tre uger efter stod vi så to unge piger, i lufthavnen i Johannesborg. Anne Mette med flot jagterfaring i bagagen og Mette Marie som ”nyjæger”, uden jagttegn.
Pigetur til Sydafrika med spændende jagt
Vi blev taget godt imod af værtsparet Marie og Dirk, som skulle være vores følgesvende de næste 7 dage i Sydafrika. Forud for vores rejse, havde Anne Mette haft Mette Marie i riffeltræning, så hun ikke var helt ”grøn”, når hun skulle håndtere et våben. Vi havde knap nok ramt lodgen før vores PHér, Dirk, tog os med til hans skydebane i nærområdet, for at tjekke riflen og pudse vores skydefærdigheder af.
Mette Marie skød med en lånt kal. 222 og Anne Mette med hendes med sin egen Winchester 270 Win. Førsteprioritet var, at Mette Marie skulle nedlægge sit første stykke vildt, da Anne Mette kort forinden havde besøgt en af vores andre Sydafrikanske lodges i Eastern Cape. Da Dirk sagde god for vores skydning, kunne vi næste morgen tage hul på vores jagteventyr i Limpopo.
Eufori, glædestårer og fin klipspringer
Uret ringede kl. 05. Efter et let morgenmåltid, vandrede vi direkte ud i bjergene der omgiver lodgen. Drømmescenariet var, at Mette Marie skulle have succes på hendes første jagt, og hjembringe et trofæ. Efter lang vandring i bjergene og den storslåede natur, vendte vi tomhændede hjem til lodgen for at tanke ny energi. Efter et hvil med solbadning og en solid frokost, var vi klar til nye jagtindtryk. Denne gang kørte vi med pickup, i selskab med vores tracker Hermann, ud til et andet jagtområde i kort afstand til lodgen. Her så vi meget plains game! Klipspringere, common reedbucks, impalaer, duikere, kuduer mfl.
Målet var en klipspringer, men efter at have set utallige, men ikke haft reel skudchance, kom en impala også i betragtning. Best som Mette Marie havde opgivet håbet, stod der pludselig, ud af ingenting en klipspringerbuk med sin mage. Med en skudafstand på ca. 57 meter sendte Mette Marie sin først kugle til levende vildt. Resultatet var en hjertekugle, der sendte klipspringeren direkte mod jorden. En følelse af eufori, glædestårer og bukkefeber i et, for Mette Marie, ubeskriveligt øjeblik, er nu et evigt minde. Intet mindre! Et stort øjeblik for både de erfarende jægere og den nye, som nu var født. Det viste sig tilmed at være et stort trofæ, så det skulle fejres med vores værtsfamilie hjemme på lodgen.
Lang skudafstand og bukkefeber
Allerede da uret ringede kl. 04.30, var vi klar til at gå på jagt. Vi havde en lille halv times kørsel til jagtområdet, beliggende nord for Lephalale tidligere kendt som Ellisras. Her mødte vi Pieter, som skulle ledsage os på jagten og forsøge at stalke Anne Mette til hendes næste afrikanske trofæ – en zebra. Vi havde ikke kørt længe, før vi mødte en stor flok med blesbukke, et par vortesvin og 5 zebraer i et åbent område. Udfordringen var at komme til skud på komfortabel afstand.
Vi hoppede af bilen og stalkede os tættere på til fods. Sammen med Pieter, fik vi arbejdet os tæt nok på flokken til, at Anne Mette kunne afgive skud. Med en skudafstand på ca. 220 meter, var bukkefeberen ved at tage magten, hvilket gjorde udfordringen større. Dyrene var dog rolige og uforstyrrede, da de endnu ikke havde opdaget os. Efter et par minutter lykkedes det, at få afgivet skud og kort tid efter lå zebraen forendt, ca. 100 meter fra hvor den blev skudt. Efter glædesrusen havde lagt sig, og vi havde kørt zebraen til slagtning, var klokken ikke mere end 08.00, så vi besluttede at fortsætte jagten. Anne Mette er bidt af en gal jæger, så da vi spottede en flot, gammel blue wildebeest, blev et ellers latent behov, pludselig til en drøm der skulle forfølges. Anne Mettes sunde fornuft og økonomi forsøgte at stå imod, men med god overtalelse fra Mette Marie, Pieter og Dirk tog det ikke lang tid, før tanke blev til handling. Tyren stod ca. 70 meter ude og to velplacerede kugler fra Anne Mettes 270 win afsluttede tyrens liv.
Jagtgudinden havde endnu engang tilsmilet os. Da vi kom hen til det flotte dyr, opdagede vi, at det var en blue wildebeest med gener fra den meget sjældne golden wildebeest. En yderst succesfuld morgen og formiddag, ikke kun for Anne Mette, men også for Mette Marie på hendes kun anden jagtoplevelse.
To så vellykkede jagtdage, krævede fejring på lodgen sammen med vores værtsfamilie, hvor vi var så heldige at Mette Maries klipspringer var på menuen – serveret med et godt glas vin eller to.
Forud ventede et par dage med store ”ikke jagtlige” oplevelser, hvor vi, som én af de største, besøgte nationalparken Mapungubwe. Her havde vi fornøjelsen af at overnatte og være helt tæt på naturen på anden vis.
Vores eventyr var slet ikke langt nok og vi må bare sige, at vores værter, organisation, udflugter, indkvartering og jagtoplevelser levede op til alle vores forhåbninger. Vi har endnu til gode, at opleve meget mere af Sydafrika og hvad dette fantastiske land har at tilbyde. Vi kommer tilbage, så snart indtrykkene fra denne tur har lagt sig.
Fotos: Anne Mette Eg
