Vi var på vej tilbage til lejren efter en begivenhedsrig men resultatløs morgenpürsch efter en stor bushbuck langs Njejeleflodens bredder. Det var i slutningen af oktober. Det var varmt og tørt. Klokken nærmede sig 11 og humøret var højt i Landcruiserens førerkabine.
Vi havde set et par meget store waterbucktyre og outfitteren Mias kunne næsten ikke få armene ned i sin begejstring over, hvordan disse tyre blot blev stærkere og stærkere år efter år, selvom de forlængst havde passeret verdensklasse. Jeg grinede af, hvordan morgenens to tyre voksede og voksede for hver gang historien blev genfortalt.
Vi tog hul på hver vores kolde øl. Jagten for dagen var slut. Når vi havde spist frokost ville vi på fisketur med båden og en spand is fyldt med Carlisle Black label dåseøl. Det var en ualmindelig dejlig dag i Afrika, vi havde taget hul på.
Bavianer
Vi kørte ned ad bakken lige inden vejen svingede ind mod den stråtækte carport foran fælleshuset, da en stor flok bavianer passerede foran os.
Mias truede af dem med hånden ud af vinduet og råbte efter dem på afrikaans med et stort grin. De to trackere bag på bilen råbte med på deres eget sprog.
Stort set alle i Afrika hader bavianer. For os der kommer udefra virker det umiddelbart svært at forstå, hvorfor hadet til dette nærmest menneskelige dyr er blevet så voldsomt, som det er. Men besøger man ofte kontinentet konfronteres man før eller siden med omfanget af de materielle skader, som en flok bavianer kan udrette på et øjeblik.
De ødelægger tage og biler, de bryder ind i huse, som de smadrer fuldstændigt, de stjæler al den mad de kan komme i nærheden af, de ødelægger afgrøder for enorme summer og de er farlige for hunde og små børn….
Men…. ejeren af dette område håndhæver nogle strenge spilleregler for naturforvaltningen. En af dem er, at der aldrig må skydes fra biler. En anden forbyder jagt på et stort område rundt om selve lejren, medmindre enkeltindividder bliver lidt for nærgående. To fine regler, som alle involverede forstår og respekterer. Der var derfor ikke udsigt til andet end tomme trusler og bavianerne vidste naturligvis godt, at der herskede fred herinde – det var derfor de var her!
Vi havde ikke kørt meget mere end 100 meter før Hassan bankede ivrigt på taget – et signal som altid betyder stop – som regel fordi han har fået øje på et eller andet.
Mias huggede bremserne i og så sig omkring. Hassan gjorde tegn til ham om at bakke og pegede op mod stigningen til højre for vejen. Vi bakkede nogle meter inden Hassan signalerede stop og pegede ivrigt, mens han råbte et eller andet. Han var tydeligt ophidset.
En specialiseret jæger
Mias greb håndkikkerten imellem sæderne og fokuserede på noget i virvaret af grene. Han stirrede i mindst 10 lange sekunder inden det gik op for ham, hvad han så. Han gispede af overraskelse ved synet.
”Jens – der er en bavian, som har dræbt en bushbuck – og nu sidder den og æder den!”
Jeg listede mig ud af døren og op på ladet til Hassan, som pegede febrilsk mod bakkesiden og deroppe mellem buskene tonede konturerne frem af en gammel han-bavian, som sad på en klippeblok og åd.
Jeg fik kameraet op og tog nogle billeder med den lange tele. Det var en nyfødt bushbuck, den gamle bavian havde fanget, og nu sad den deroppe og spiste maven på det lille dyr, mens moderen stod et par meter derfra og stirrede på sceneriet i afmagt.
”Det er ikke godt”, sagde Mias med alvor i stemmen. ”Når først de begynder på det der, så stopper de ikke igen”. Jeg anede ikke, at bavianer også optræder som deciderede rovdyr.
Læs også: Min afrikanske jagtfarm
Vi var inden for ikke-jagt zonen rundt om lejren og det var derfor ikke en mulighed at gøre noget ved sagen på stedet. Vi fortsatte dagen som planlagt – for mit eget vedkommende med et lidt mere nuanceret syn på bavianer.
På bavianjagt
Ved morgenbordet næste dag, havde Mias diskutteret sagen med sit bagland. Bavianen skulle væk, da man var ved at opbygge en stærkere bestand af bushbucks og i den forbindelse ikke kunne leve med at miste en stor del af årets kid til en specialiseret dræber.
Dagens plan var med andre ord bavianjagt. Målet med øvelsen var at finde den samme bavian. Heldigvis er bavianer territoriale.
Vi startede ved solopgang nogle hundrede meter neden for klippen, hvor vi havde spottet bavianen dagen i forvejen og arbejdede os langsomt op. Den svage brise stod os lige i ansigtet – forholdene var perfekte.
Et par impalaer trak stille væk på vejen over os. Vi nærmede os stedet, hvor vi kunne se op til klippen.
Mias spejdede med kikkerten støttet mod skydestokken. Der var ingenting at se. Vi listede os nærmere. Pludselig stivnede Hassan midt i et skridt og pegede mod buskene små 100 meter fremme.
Imellem de tætte grene havde hans set en bevægelse og i løbet af brøkdele af et sekund kunne han se, at de slørede konturer var en enlig hanbavian, som slentrede langsomt igennem bushen. Hvis disse lokale trackere ikke kan se noget i bushen, er det fordi, der ikke er noget at se!
I en glidende bevægelse fik jeg min egen skydestok op. Bavianen anede intet om vores tilstedværelse og forstatte roligt fremad. Faktisk havde den kurs direkte imod selvsamme klippe, som vi havde set den sidde på dagen inden.
Jeg skruede op for forstørrelsen og spændte riflen op, så jeg var klar.
Jeg havde ingen reel skudchance gennem det lukkede krat, men kunne følge dyret, der stille bevægede sig fremad.
Dyret hoppede op på en klippeblok, så hoved og skuldre kom fri af vegetationen. Den gabte så de lange elfenbensfarvede hjørnetænder blinkede i morgensolen.
Læs også: Den anskudte kudu – en blodig lektie
Jeg flyttede fingeren til aftrækkeren og afventede Mias dom.
Den kom sekunder senere, da bavianen vendte hovedet for at se noget længere oppe ad bakken.
”Det er ham. Skyd!”
Jeg havde kun hovedet at sigte på, men klippefast anlæg, så skuddet bragede hurtigt ud over landskabet.
Den gamle hanbavian hørte med garanti aldrig braget før han styrtede stendød til jorden. Han faldt inden for nogle få meter fra det sted, hvor vi havde set ham med kiddet. Der blev ikke taget flere bushbucks af bavianerne det år.
