Pürsch – sådan kommer jeg tæt på vildtet

Af Martin Bjerge Jensen
Foto: Martin Bjerge Jensen og Steen Andersen samt Filip Nasaly/Shutterstock

Har du jagtkammerater, der altid kommer tilbage med noget på tasken. Uanset hvordan vejret eller terrænet er, så får de på en eller anden måde altid udnyttet deres chancer. 

Mange er tilbøjelige til at kalde det held eller sige, at vedkommende har en guldske i røven, men uanset hvad så lykkes det bare for dem at skyde den ene gode buk efter den anden. 

Jeg tror som sådan ikke på held. Ganske vidst er der ting, som jeg ikke kan styre, og jagtens uforudsigeligheder er stadig en af grundene til, at jeg går på jagt. 

Men jeg tror på, at jeg skaber mit eget held, eller sagt på en anden måde, jeg gør mig umage med min jagt.  

Jeg gør alle de ting, som jeg kan for at optimere mine chancer, og jeg gør det gennem disciplineret træning og studie.

Jeg er uddannet Herregårdsjæger og vildtforvalter og har arbejdet professionelt med jagt i cirka 15 år. Jeg har skudt næsten 100 bukke med riffel, og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har guidet andre jægere enten til bukke eller hjorte, men det var først, da jeg valgte at blive buejæger, at jeg fandt ud af, at jeg har meget mere at lære endnu. 

Det tog mig to år, før jeg begyndte at knække koden omkring buejagten, og nu skyder jeg dyr regelmæssigt hvert år. Lidt mindre i antal end jeg ville gøre med riffel, men selve buejagten giver mig den udfordring, jeg elsker højre end et håndgribeligt resultat i form af nedlagt vildt.

 

Min foretrukne jagtform er pürsch

Det at snige sig helt ind på en buk eller hjort er virkelig der, jeg kan mærke, jeg lever. Jeg stopper nogle gange op, når jeg er ved at være tæt på en god buk, og chancen bliver større og større, og mærker efter i kroppen, når spændingen og adrenalinen har rigtig fat. Så er det, jeg siger til mig selv, at det er lige præcis på grund af denne følelse, jeg går på jagt.    

Men for at nå dertil, hvor jeg kan begynde at liste mig tættere på, er jeg først nødt til at lokalisere byttet.

Min foretrukne jagtform er som sagt pürsch, og jeg har valgt at dele pürschen op i to taktikker. 

Nr. 1. At gå en tur. (Det, de fleste gør)

Er jeg i et område, som jeg ikke kender indgående, eller jeg er ved at løbe tør for tid, kan jeg vælge at gå en pürsch-tur. Jeg går gennem tærrenet og tager det stille og roligt. Jeg går som regel ad vejene eller de stører stier. Aldrig ind i bevoksningen, medmindre jeg har set et dyr, som jeg kan gå direkte efter. Det afsætter for meget fært og skaber for meget uro, hvilket gør, at dyrene bliver ekstra vagtsomme i fremtiden. 

Jeg har sat forventningerne lavt til denne taktik, men nogle gange er det bare dejligt at gå en tur og se, hvad der sker.

Ulemperne ved denne strategi er, at det er meget tilfældigt, hvad der sker, og jeg har ingen indflydelse på resultatet.

Jeg bliver tit opdaget og skældt ud af råvildtet, og jeg støder flere dyr, end jeg ser.

Alligevel oplever jeg tit noget spændende og har haft mange gode oplevelser på denne måde.

Nr. 2. Spot and stalk

Dette er den pürschform, jeg har mest succes med. Taktikken er, at jeg ikke går ind i terrænet, før jeg ved, hvor bukken er, derfor egner denne taktik sig bedst i relativt åbne områder. 

Kender jeg mit terræn godt, og har jeg gjort mit forarbejde, så jeg ved, i hvilke områder jeg kan forvente at finde en gammel buk, så har jeg den taktik at finde nogle høje udkiksposter og derfra afsøge området med kikkerten. Nogle gange på meget lang afstand helt op til 800 meter, hvor det kan lade sig gøre.

Jeg har typisk flere udkigspunkter, som jeg nemt kan komme til, og fra disse kan jeg med en god kikkert afsøge området for dyr. Jeg bruger alt fra 5 til 30 minutter på en udkigspost alt afhængig af, hvad jeg ser, før jeg eventuelt fortsætter til næste udkigspost. 

Jeg kan godt have flere udkigsposter, der egentlig dækker det samme område, men bevoksning og terrænforskelle kan skjule dyrene fra forskellige retninger. Derfor er jeg meget påpasselig med at konkludere et område tomt for dyr, bare fordi jeg ikke har observeret noget inden for de sidste 30 minutter.   

Når jeg har observeret en buk, jeg vil gå efter, vurderer jeg mine muligheder.

Kan det betale sig at starte pürschen med det samme, eller bør jeg afvente og se, hvad bukken gør.

I foråret og sommeren er perioderne, hvor dyrene sidder og tygger drøv som regel relativt korte grundet fødens sammensætning/optagelighed. Kort sagt, hvis dyret sætter sig, så sidder det sjældent ned i længere tid end to timer.

Fordelen ved at pürsche til en buk, der sidder, er, at jeg ved, hvor den er, og bukkens udsyn er som regel dårligt grundet vegetationen. Derfor foretrækker jeg faktisk at vente på, at dyret sætter sig, før jeg starter min pürsch. Dette er min absolut bedste opskrift på succes.

Pürsch

Når jeg starter min pürsch frem mod et dyr, kommer mine huskeregler i brug.    

Her kommer de 4 B´er ind samt vind og støj.

Vinden er vigtig. Får dyret færten, er det slut. Derfor skal jeg finde en vej, hvor jeg med vinden i ansigtet kan nærme mig. Jeg har altid en lille flaske talkum med, der kan vise mig vindretningen, når jeg giver flasken et lille tryk. Vindretningen er sjældent konstant. Rammer vinden et levende hegn, kan den ændre retning. Det kan også ske på skovspor, skovhjørner eller ved terrænforskelle. 

Bevægelse, baggrund, belysning og bevoksning

Hvis der er nogen, der er eksperter i at bruge netop disse redskaber, er det leoparder og geparder. Studér dem, og du vil se, at de gør brug af teknikkerne hver gang. 

Bevægelse

Dyr ser bevægelser. Derfor er min fremrykning enten skjult af terrænet, eller når jeg bevæger mig mere åbent, så bevæger jeg mig lige på målet og så lavt og langsomt som muligt. Ingen hurtige bevægelser. Hvis jeg går oprejst, forsøger jeg at holde min overkrop lodret og stille. Ikke noget med at bevæge overkroppen frem og tilbage for at se mellem træer eller andet. Benene bevæger sig, men overkroppen er så ubevægelig som muligt under fremrykningen.

Når jeg går lige på målet, er det for at synes mindst muligt, og det er langt svære for dyret at se min fremrykning imod sig, fremfor hvis jeg gik på tværs af terrænet. Hvorfor tror du, at det er så vigtigt, at bremselyset på en bil virker, det er svært at vurdere hastigheden på noget, der kommer lige imod dig eller lige væk fra dig.

Baggrund

Jeg forsøger at have en mørk baggrund bag mig. Uden en god baggrund er det supersvært at komme tæt på, og jeg er blevet afsløret mange gange, når jeg har taget for let på denne detalje. Selv dyr på en lang afstand af 200 meter har afsløret mig, når jeg lige troede, jeg kunne krydse en åbning med dårlig baggrund.

Kan du ikke undgå at krydse et stykke med dårlig baggrund, så forsøg at holde dig så lavt i terrænet som muligt, ellers må du ned på navlen og krydse stykket. 

Belysning

Jeg forsøger også at bevæge mig i skyggerne. Er jeg blottet og fuldt belyst, er mine chancer også dårlige, og jeg kan ses på lang afstand. Et tip er, at, hvis jeg er nødt til at være ude i lyset, så prøver jeg at have solen i ryggen. Ingen, heller ikke dyrene kigger direkte ind i solen, så jeg har før kravlet ind på 20 meter af dyr på åben græsmark, kun ved hjælp af en skarp sol i ryggen. 

Bevoksning

Den sidste ting er bevoksning. Jeg forsøger altid at have en eller anden form for bevoksning imellem mig og mit bytte, når jeg bevæger mig frem. Ude af syne ude af sind. Jeg har mange gange gået direkte ind til en dåhjort i brunst, der sidder ned et øjeblik i en åben bøgeskov. Der kunne jeg gå bag det ene bøgetræ frem til det næste, indtil jeg har været inde på 5 meter.

Den sidste ting, du skal være opmærksom på, er støj under din fremrykning. Det kan godt være, at du ikke er synlig, men knækker du grene, eller larmer du, når du bevæger dig frem, så er dyrene heller ikke dummere, end at de aner uråd og flytter sig.

Derfor er den bedste vej ikke altid den korteste vej.

Dan dig et overblik over din rute, så du kan gå/kravle så lige på målet som muligt og så lydløst som muligt.