Allerede da vi svinger ind på Kiplingeberg lidt nord for Uppsala, ser vi det første vildsvin. Det løber rundt på gårdspladsen og kommer løbende som en lille hundehvalp, da vi stiger ud af bilen. – Det er min, siger Klas Henriksson, dagens jagtleder. Han siger, at den lille gris desværre er blevet forældreløs, og at den af samme årsag er kommet i pleje. – Det går fint med hundene og børnene kan godt lide ham. Når den engang bliver stor, så bliver det nok en anden historie. Vi er fem jægere, der skal på pürschjagt efter vildsvin ude påde store marker omkring gården. – Du og Tony Ohlin skal jage i hegnet, siger Klas og peger i vores retning. I hegnet, det var ikke lige det, vi havde forestillet os. – Der er masser af vildsvin inden for hegnet, de burde ikke være der – det er en indhegning for dåvildt ogmuflon, siger Klas, før vi har tid til at protestere. Hegnet, som er Sveriges næststørste, er på 500 ha, og er kendt for sin gode jagt. Nu har man taget beslutningen om, at 90 procent af de dyr, der går der, skal væk. Vildsvinene, vi skal jage, kommer og går som de vil. – Hegnet er ikke nok til at holde dem ude og lige nu går der over 60 vildsvin derinde, beretter Klas. Vi beslutter at give det en chance, og vi kører en tur med Klas ud på en rundtur i hegnet. Overalt ser vi dåvildt, som springer, så snart de ser bilen. Klas peger og fortæller os, hvor vildsvinene færdes mest, og det ser ud til, at vi stort set kan møde dem overalt.

Gris i sigte

Da vi er kørt 400-500 meter ad en grus vej ind i det hegnede område parkerer Klas bilen. Vi fortsætter til fods længere ind – pludselig stopper Klas. – Ser i den? Han peger i retning af skoven bag engen. Vi tager et grundigt kig i kikkerterne.

Det er en enlig gris i kanten af engen inde i hegnet. Vi tjekker vindretningen, og den er perfekt, men der er langt. Omkring 600 m i fugleflugt for at få en god placering, men vi må afstikke lidt fra den lige vej. Græsset i engen er højt og fugtigt efter en heftig regnbyge et par timer tidligere. Vi bevæger os gennem en grøft. Grøften er så dyb, at vi mister den visuelle kontakt med vildsvinet. Efter et par hundrede meter, svinger vi og lister ret imod stedet, hvor vi tidligere spottede grisen. Vi kravler op på en lille bakke og afsøger engen. Selvfølgelig er grisen væk. Den er forsvundet, mens vi rykkede nærmere via grøften. Det var næsten gået lidt for let, hvis det var lykkedes, når jeg at tænke.- Der er han, siger Tony pludselig og peger. Jeg hæver min kikkert og ser. Der går han. Jeg kan i kikkerten se, at det er en orne på omkring 70-80 kilo. Den eneste forskel er, at nu går han uden for hegnet og æder. Stille og frygtløs som før. Det er indlysende, at vi ikke har skræmt ham.

Spændende pürsch

Vi deler os op, jeg prøver at komme tættere på, siger Tony. Vi har allerede besluttet, at det er ham, som tager det første skud. Så jeg ligger blot fladt på bakken, da Tony lister sig nærmere. Fra bakken, hvor jeg befinder mig, er der cirka 200 meter. Eneste problem nu er at ornen står 10 – 15 meter på den anden side af hegnet. I det fjerne ser jeg, hvordan Tony langsomt kryber langs vildthegnet. Tony har efterfølgende berettet: “En af de mærkeligste jagtsituationer, jeg har oplevet, da ornen var på den anden side af hegnet. Selv at være hegnet inde og jage frie vildsvin og for herefter at skyde inde i hegnet, mens dyret er uden for hegnet. Da jeg listede tættere på, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne finde en høj plads og skyde ud over hegnet, eller jeg kunne forsøge at komme så nær, at jeg kunne liste riffelpiben ud gennem vildthegnet. Jeg forsøgte det sidste. Jeg sneg mig omkring 50 meter langs hegnet og stoppede. Ornen stod stadig på samme sted. Nogle gange så den op, men hver gang fortsatte den med at æde. Jeg kontrollerede afstanden, den var 150 meter, og jeg forsøgte at finde et anlæg og en vinkel, som passede gennem hegnet, men det var tydeligt, at enten måtte jeg vente til dyret kom længere væk fra hegnet, eller også måtte jeg tættere på.

Beslutningen blev at jeg listede tættere endnu. Samtidigt begyndte galten at flytte sig lidt væk fra hegnet. Jeg prøvede igen og forsøgte at få en god placering og støtte, mens jeg forsigtigt stak riffelpiben gennem hegnet igen. Fandt noget der mindede om et anlæg og afsikrede Blaseren, men blev hurtigt klar over, at det var muligt, men det føltes ikke godt. Piben flagrede for meget og det hele føltes ubekvemt og anstrengt. Desuden hamrede pulsen. Jeg besluttede ikke at skyde. Jeg ville hellere forsøge at komme endnu 10 -15 meter nærmere. Nyt forsøg på 110 meter. Jeg fik riflen op og piben atter ud igennem hegnet. Kæmpede med at finde den rigtige vinkel og samtidigt en ordentlig støtte. Jeg stod næsten med ryggen mod hegnet, så havde jeg chancen, for at opnå ret vinkel og støtte samtidigt.Imidlertid stod galten med bagenden mod mig i det høje græs. Efter et lille stykke tid, drejer den sig lidt og jeg forsøgte at vurdere skulderbladets placering. Jeg fik min chance og lod skuddet gå. Et skud som på alle måder gav mig en god fornemmelse.”

En mindeværdig aften

Fra bakken, hvor jeg står, har jeg set hele optakten og flere gange tænkt, – hvorfor skyder han ikke? Flere gange gjorde Tony sig klar uden at han skød, men til sidst går skuddet. Jeg kan se, hvordan ornen træffes og tordner lige i hegnet med et højt brag. Jeg hører, at den fortsætter i et rasende tempo i græsset, inden den endnu en gang brager ind i hegnet. Den ønsker tilsyneladende at komme ind i hegnet, tænker jeg. Vi kan tydeligt høre dens kamp for at komme ind. Så bliver alt stille. Er det nu? Jeg går frem til Tony og sammen går vi i engen langs med hegnet og afsøger ruten, hvor vi tror ornen løb. Efter et stykke tid ser jeg blod langs hegnet. Vi følger et klart blodspor og 50 meter længere fremme, kan vi se at ornen er krydset under og ind i hegnet på vores side. Vi beslutter at vente på, at vi får en eftersøgningshund ud på stedet. Selvom vi er ret sikre på at ornen ligger forendt tæt på. Blodet indikerer et godt træf i lungeregionen på grisen. Da hunden er på plads og sat på sporet, tager det ikke lang tid. Den følger sporet omkring 50 meter og finder ornen på en klippe, liggende som om den sov. Jeg rækker næven frem og lykønsker Tony med det gode skud og den fuldendte afslutning. Da han lidt senere brækker grisen, får han et stænk blod i ansigtet, men på trods af det smiler han fra øre til øre, kigger op på mig og siger, – Det var sindssygt spændende. Det er en af de mest nervepirrende jagter, jeg har prøvet, under vanskelige betingelser. En fantastisk aften. Klas tager sig af ornen og dens videre transport til slagteriet. Inden han drager af, sender han Tony og jeg videre på jagt i den lyse sommernat, men fugten fra regnen tidligere på dagen gør, at tæt tåge lægger sig over markerne, og gør det umuligt at se vildsvin på natlig udflugt. Vi opgiver efter et par timer. Da vi går tilbage mod bilen og er ved at forlade det store hegn, render vi pludselig på en gruppe vildsvin. Desværre er afstanden blot ti meter, så vi har ikke en chance, og i løbet af få sekunder er de væk.For mig er jagt i indhegninger ikke noget jeg praktiserer i almindelighed, men denne aften på Kiplingeberg oplevede vi det mærkværdige at jage vildsvin inden og uden for hegn. I sandhed en uforglemmelig oplevelse.

SHARE
Previous articleJuli 2015
Next articleAugust 2015