Tænk lyddæmper, når du vælger riffel

Da lyddæmpere blev lovliggjorte, blev forudsætningerne for valg af riffelkaliber ændret markant.

Erfaringerne fra alle de nabolande, der er flere år foran Danmark i forhold til anvendelse af lyddæmpere på jagtrifler, er, at lyddæmperne efter kort tid sidder på stort set alle nye rifler. Det giver nogle lidt andre tekniske forudsætninger, når man skal vælge riffel.

Kort og godt om lyddæmpere

Lyddæmpernes største tekniske ulemper er, at de rykker riflens tyngdepunkt fremad og gør våbnet betydeligt længere og tungere. En typisk dæmper lægger 15 cm til totallængden og 400 gram til vægten. At optimere riffelvalget med tanke på lyddæmperen betyder med andre ord, at riflen bør være kort og let – og helst i en grad, så man ender med et normaltungt og perfekt afbalanceret våben.

Ikke alle riffelkalibrer fungerer godt i en kort pibe. Som en tommelfingerregel kan man gå ud fra, at desto mindre krudtmængden i et patronhylster er i forhold til forholdet mellem projektilvægten og løbsdiameteren, desto kortere pibe er nødvendig for en effektiv udnyttelse af krudtgassernes energi.

Det er derfor, at en .308 Winchester med et 10,7 g projektil kan opnå maksimal hastighed i en 50 cm pibe, mens en .300 Winchester Magnum behøver et tilløb på 65 cm for at omsætte den større krudtmængde til maksimal mundingshastighed med det samme projektil. Magnum-kaliberet sender naturligvis projektilet mod målet med en væsentligt højere fart end standardkaliberet, men man kommer altså ikke uden om den lange pibe. Det giver derfor ingen som helst mening at producere korte piber til magnum-kalibrer. En .300 Winchester Magnum opnår groft sagt ikke større hastighed i en 50 cm pibe end en .308 Winchester, men der er et stort overskud af mere eller mindre uforbrændte krudtgasser, når projektilet forlader mundingen, hvilket resulterer i et større brag og en imponerende mundingsflamme. Ingen af delene harmonerer godt med en lyddæmper.

Kalibrer såsom .308 Winchester, 8×57 og 9,3×62 fungerer alle fint i korte piber. Faktisk kan de uden betydningsfulde tab af hastighed kortes helt ned til 45 cm.

Mindre krudt – mindre lyddæmper

Selve dæmperens optimale volumen hænger i høj grad sammen med krudtmængden. En klassisk lyddæmper fungerer jo som en lydpotte på en motor. Krudtgassernes udstrømningshastighed – som er afgørende for mundingsbraget – dæmpes ved at give gasserne plads til at ekspandere og mulighed for at køle lidt af. Begge dele sænker gassernes tryk og dermed den hastighed, de strømmer ud af dæmperen med. Når gassernes hastighed i det fri kan holdes under lydens hastighed, aflyses braget af et dæmpet hvæs.

Mængden af krudtgas hænger, logisk nok, direkte sammen med mængden af krudt. En dæmper til en kaliber .22 Long Rifle kan derfor være betydeligt mindre end en dæmper til en kaliber .308, som igen er betydeligt mindre end en dæmper til en kaliber .338 Lapua Magnum.

Den optimale, kompakte totalløsning er med andre ord et skridt nærmere, hvis man lader sit kalibervalg falde på det alternativ, som rummer mindst krudt. Selvom en .308’er og en 9,3×62’er kan fungere i lige korte piber, er der stadig mindre krudt i .308’eren, som dermed kan klare sig med en mindre dæmper.

Et praktisk valg

Når man opvejer tilgængeligheden af ammunition, imod hvor velegnet en riffelkaliber er til brug med lyddæmper, er der ikke den ringeste tvivl om, at .308 Winchester er den bedste kaliber til all-round europæisk jagt.

En riffel med en slank 45 cm pibe i kombination med en kompakt dæmper er for mig det optimale valg, hvis man vil jage uden høreværn. Jeg har oplevet rifler optimeret efter denne recept med fremragende balance (tyngdepunktet imellem hænderne) og helt acceptabel totalvægt.

Hører man som mig til de jægere, der synes, en dæmper er grim, er der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Der findes ingen diskrete løsninger. Man er simpelthen nød til at holde op med at tænke på riflen som et smukt stykke kunsthåndværk og i stigende grad betragte den som et stykke effektivt skydeværktøj.

Jeg undrer mig egentlig over, at vi ikke har set de første pakkeløsninger med ultrakort pibe og lyddæmper monteret fra fabrikken endnu. Jeg er ganske overbevist om, at det kommer i takt med, at lyddæmperne bliver lige så selvfølgelige på vores rifler som kikkertsigterne.

Læs også