Thomas Danielsen er uddannet lastvognsmekaniker og tillige bankuddannet, nu gruppeformand for Venstres folketingsgruppe og ikke mindst jæger. Som så mange andre jægere oplever han også, hvordan kløften mellem by og land, mellem jægere og ikke-jægere bliver bredere og dybere hele tiden…
Ænderne røg i affaldspresseren
”Jeg har mærket på egen krop, hvordan jagten kommer længere og længere væk fra den almindelige mand. Helt konkret har jeg nogle medarbejdere i Folketinget, som kommer fra familier, hvor man ved, hvor maden kommer fra. Dem lovede jeg et par ænder efter en jagt, og det kunne jeg levere på. Så jeg tog lige otte ænder med på arbejde og hængte dem oppe på Folketingets altan ind imod indre slotsgård – uden at man kunne se det nede fra slotsgården, hvilket jeg syntes var helt naturligt at gøre. Og så, da vi skal hjem, kommer de og spørger: ”Thomas, hvor er de der ænder, du lovede os?” og jeg siger at de bare kan hente dem på altanen. Men de var da blevet klippet ned, fordi der var nogen, som var blevet stødt over, at der hang døde dyr. Man havde så taget fat i folketingsbetjentene og ænderne var blevet smidt i affaldspresseren, så de var bare væk. Det er jo utroligt sørgeligt og trist, og det er bare ét eksempel…”
Otte mandater
Vi er i omegnen af 180.000 vælgere i Danmark, som indløser jagttegn hvert år. Det er godt 4% af alle stemmeberettigede svarende til små otte mandater i Folketinget. Men for den enkelte politiker kan jægernes stemmer betyde langt mere. Stiller man således op for et parti, der står til at få mandater valgt i en given valgkreds kan 2.000-5.000 personlige stemmer gøre udfaldet, for hvem der bliver valgt. Det burde derfor indgå i enhver folketingskandidats strategi at interesse sig for passionerede interessegrupper som jægerne.
Mit første spørgsmål til Thomas Danielsen på turen er: ”Ved politikerne, hvor mange jægere vi er?”
”Det skulle man ikke tro” svarer han prompte. Men i Venstre er man opmærksomme på, at jægerne er attraktive vælgere, og vi har derfor i mange år haft en egentlig jagtordfører”. En post som Thomas Danielsen selv bestred indtil han for relativ nyligt blev gruppeformand for partiet. Men forfremmelsen har ikke mindsket hans passion for jagtsagen, og han blander sig gerne i stort og småt på den front. Ikke mindst fordi han gang på gang oplever en generel mistænkeliggørelse af jægerne og gentagne forsøg på at stemple os som uansvarlige i naturforvaltningen.
”Det synes jeg er utroligt trist og uberettiget, og derfor er jeg gået ind i mange af de små sager, hvor man lige forsøger at dreje på håndtagene i forhold til jægerne”, siger han.
Der ligger handling bag ordene. For eksempel rejste Thomas Danielsen for nylig spørgsmålet om jagt i Naturnationalparkerne i et samråd med miljøministeren. Han kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor det var udelukket at inddrage de danske jægere i den bestandsregulering, der med tiden bliver nødvendig, og han fandt det underligt, at det var skovriddere og andre statsansatte, der mod betaling ud af skattemidlerne skulle stå for den opgave. Resultatet blev, at det nu ikke længere er udelukket at inddrage de lokale jægere i forvaltningen.
Våbenpanik
Senest har jægeren Thomas engageret sig i spørgsmål om jægernes våben. Det gælder både skandalesagen om Politiets manglende evne til at håndtere udstedelsen af våbentilladelser i rimelig tid, men også nye politiske ideer om yderligere krav til jægernes opbevaring af jagtvåben.
LÆS OGSÅ: Justitsministeriet skrottede det gamle våben IT-system inden det nye kørte
”Det seneste vi har set, er, at justitsministeren har sendt en prøveballon op omkring at alle jægere skal til at have nye våbenskabe, hvis der ikke er kodelåse på de skabe, de allerede har. Det bliver meget omfattende, hvis man pludselig beslutter det, og jeg spørger så: ”Hvorfor? Vi har jo ikke noget som tyder på særlig kriminalitet begået med jagtvåben herhjemme.”
Danielsen har spurgt politiet, hvorfor man ikke registrerer, når jagtvåben anvendes til kriminalitet og svaret er, at det er meget kompliceret på grund af forældede IT-systemer… ”De siger også, at statistikken ikke er nødvendig, fordi jagtvåben stort set ikke indgår i kriminalitet”, siger han og slår fast, at politiet er af den opfattelse, at kriminalitet med registrerede våben typisk begås af sindsforvirrede personer, med adgang til våbnene, hvilket de jo også kan have, hvis nøglelåsen udskiftes med en elektronisk kodelås.
Desværre vil politikere typisk gerne fremstå handlekraftige og ”gøre noget” – også selvom det ikke nødvendigvis giver mening.
Manglende anerkendelse
Jeg spørger Thomas Danielsen om, hvordan han som jæger ser udviklingen i jagtens situation i Danmark over de seneste år.
”Jeg ser utroligt mange positive ting ved jagt. Det er netværk, det er naturforvaltning. Det spiller ind på så mange områder, og jeg tror, at det er svært at forklare for dem, der ikke går på jagt. Det der også er i det, er, at jagt både er fritid og business – altså en professionel forretning – og derfor er det lidt svært at tale om jagt over en kam, men det gør man desværre meget i Folketinget. Desværre ser jeg en høj grad af mistænkeliggørelse af jægerne fra politikernes side. Man stiller hele tiden spørgsmålstegn ved, ”om det her er et ansvar, som jægerne kan løfte”, i stedet for at se på de barrierer, der står i vejen for praktiske løsninger.
Udsætning af fugle
Et eksempel kunne være udsætninger. Der er jo åbenlyst et problem med indberetninger af udsatte fugle, men så løs dog problemet og sørg for eksempel for, at det blot er sælgeren der indrapporterer, eller hvad ved jeg. I stedet har vi nu en situation, hvor det er de større ejendomme, der skyder skylden på de små ejendomme, og de små ejendomme, der skyder skylden på de store. Løs dog i stedet problemet og hold op med at tage selve udsætningerne som gidsler. Der er så mange positive ting at sige om udsætninger i forhold til, hvor meget natur den praksis skaber. Danmark får utrolig meget natur for ingen penge. Samfundet betaler jo ikke for, at jægerne render rundt og laver alt det her skovrejsning, vandhuller og andre tiltag for biodiversiteten for at optimere vilkårene for vildtet. Alt det her gør jo, at vi får utroligt meget value for money, og det synes jeg ikke, at man anerkender politisk.”
Leder efter hår i suppen…
Jeg spørger Danielsen, hvad han egentlig tror det er, som trigger den voldsomme modstand imod udsætninger.
” Det er fordomme og uvidenhed. Jeg tror generelt, at vi oplever et større og større skel mellem land og by – også selvom flere byboere og kvinderne begynder at gå på jagt. Men ikke desto mindre så oplever vi skellet vokse på mange områder, måske også på grund af de sociale medier? Folk sidder i stadig højere grad og udtrykker sig om noget, de faktisk ikke rigtigt ved noget om.
LÆS OGSÅ: Våbenhandlere overvejer erstatningssag imod staten
Jeg oplever også, at mange leder efter hår i suppen. Lad os sige at nogen laver de her vildtstriber. Så bliver de kritiseret på de sociale medier, hvis de deler et billede, fordi nogle af blomsterne ikke er hjemmehørende arter. Så undrer jeg mig bare over, at man går i så små sko. Det er da fint, hvis der udelukkende er hjemmehørende arter, men er da også fint, hvis der er nogle af planterne, der ikke er hjemmehørende, hvis de ikke er til skade for de andre arter. Man leder efter hårene i suppen og ser slet ikke, at der er lavet en stor indsats for insektlivet, men kun at en af planterne ikke er hjemmehørende”
Vi skal huske at prale mere
Vi nærmer os bilerne efter vores rundtur i den midtsjællandske skov, hvor vi også har talt om udlandsjagt, vildsvin og mårhunde. Danielsen runder samtalen af.
”Jeg synes at jægerne skal blive bedre til at prale. Vi er jo egentlig meget gode til at prale overfor hinanden, men vi skal også prale i det offentlige rum i forhold til, hvad vi kan, i stedet for, at vi ikke orker debatten. For den almindelige mand, som ikke er jæger, har jo helt åbenlyst ikke fået øjnene op for, hvor meget jægerne bidrager med af både hvad angår natur, biodiversitet og bæredygtighed. Så det synes jeg, at man skal gøre”
