TJURJAGT – DEN NORDISKE SLANKEKUR

Aftenaviserne er fyldt med forskellige slankekure, og det drejer sig om alt fra stenalderkost til ”5:2-kuren” eller LCHF – you name it.

Men ikke et ord om tjurjagt.

Jægeren Magnus Törkvist har fundet på en helt unik måde at tabe sig på, og han anbefaler, at man køber sig en Finsk Spidshund, og at man siden jager sig i form – hele efteråret.

Det virker med garanti”, sige han med et underfundigt blik.

Og han ved, hvad han taler om. ”Træglammer-diæten” har virket upåklageligt i 24 år.

Ja, og det bedste er, at man har det utrolig dejligt, også mens det står på”, føjer han til med et smil.

24 år er gået, siden han havde lejlighed til at låne en Finsk Spids af Göte Öhman, og den første jagt med ”træglammeren” var så stærk og positiv en oplevelse, at han valgte at købe sin egen hund. Siden har han opnået at have en lang række forskellige hunde af denne race og opremser navne som Erina, Julle, Nafti, Peppi, Remo, Saari, Tepi og Lissu.

Tjur på vejen

Og det er netop Lissu, der ligger lidt væk og kigger på ”sin hundefar”. Når de kommer ud til husvognen i den lille grusgrav, ved hun, hvad der venter. Der i skoven kan hun færdes frit, og hun gør det i et landskab, hvor tjuren trives. Beviset herpå fik jeg allerede på vej ud til Magnus’ vogn, for jeg havde blot nået at køre en kilometer, da jeg fik øje på dagens første tjur, som gik og pikkede småsten på grusvejen.

Mine kameraer lå pakket ned i tasken, så jeg måtte åbne bildøren forsigtigt, og tjuren stod der heldigvis stadigvæk. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt, var, at der ventede endnu flere muligheder for at tage fotos, for knapt en kilometer længere væk stod der endnu en tjur på vejen – og nu fik jeg de billeder, jeg gerne ville have.

Så jeg kan let forstå Lissu, når hun næsten dirrer af ophidselse ved tanken om det, der skal ske.

Det kunne sagtens have ladet sig gøre at starte jagten fra det sted, hvor husvognen stod, og måske havde det været et klogt træk, hvis vi havde kendt dagens forløb, men Magnus havde udset sig et andet område, som lå en halv mil borte.

En perfekt morgen

Vi har bare kørt en halv kilometer, da vi støder på den første tjurhane, der som de andre, jeg havde set om morgenen, stod på den lille grusvej, som jeg havde passeret for blot en halv time siden.

Ja, sådan kan det gå. Den der havde hun jo fundet, hvis vi havde startet jagten fra husvognen, men sådan er det i den her verden. Den er der sikkert til en anden gang, og alene det er det jo skønt at vide”, siger han.

Vi kører videre, og da Lissu endelig får lov til at forlade bilen, forretter hun sit toilette lidt væk og er så klar til at starte morgenens første søg. Og det er virkelig en morgen perfekt til jagt. Fem graders frost og et tyndt lag sne, der hvidpudrer den ellers ret mørke blandingsskov, og oven over alt en himmel så blå, at man bare behøver at kigge op på den og fylde lungerne med frisk luft for at føle lykken og friheden.

Det her er også livet for jægeren Magnus Törkvist.

Ja, her trives jeg”, siger han lidt efter og skuer ud over landskabet.

Pludselig rutscher lidt sne ned fra et fra træerne, og da de små krystaller passerer en stribe sollys, glitrer de forførende. Lissu vender tilbage efter at have afsøgt et område foran os, og vi sætter langsomt i gang igen, og nogle minutter senere må vi vente lidt, mens hun afsøger det næste område.

Finsk Spids

Magnus er jo selv Norrbotting, og da kunne man måske tro, at man også skulle jage med en Norrbottenspids, men under den korte pause når han at fortælle, hvorfor valget faldt på en Finsk Spids.

Jeg har også haft en Norrbottenspids, men jeg har ligesom bedst kunnet lide Finske Spidser. De er sådan lidt mere skarpe, og når man skal have parret, er udvalget større.” Siger han.

Men alle ved jo, hvordan det er: Enhver må blive salig i sin tro. Jeg er dommer, og jeg har dømt mange dygtige Norrbottenspidser. Det er jo tit sådan, at man holder fast ved én bestemt race”, siger han.

Men når man er Norrbotting, skal man da ikke have en Norrbottenspids?

Det er lidt et spørgsmål om smag og behag. Det, jeg godt kan lide ved de Finske Spidshunde, er, at de er lidt mere fanden-i-voldske – lidt mere urhund, end hvad der er i en Norrbottenspids. Men det er jo bare sådan, jeg ser på det. Spørger du en anden, kan du få et helt andet svar.” Beskedent sagt, selv om Magnus Törkvist ikke er hvem som helst. Efter at have været med i massevis af jagtreportager og haft det fortrin at have været ude med en række dygtige jægere, er det Magnus Törkvists navn, der i de fleste tilfælde bliver nævnt.

Han anses som en af de dygtigste og mest entusiastiske jægere, når det drejer sig om tjurjagt med ”træglammer”.

Ja, det er da altid rart at høre, at folk ved, hvem man er. Ellers er det her jo en jagt, hvor man ikke gør meget væsen af sig, men er ude på egen hånd, og det er jo også sådan, jagten skal være”, siger han.

Der er en duft …

Lidt senere dukker Lissu op igen bag nogle buske, og vi fortsætter vores vandring igennem skoven. Sneen, der er faldet, og som også hænger på træerne, dæmper lydene, og den sne, som ligger decimeter-tyk på jorden, gør også, at vi kan bevæge os, uden at det kan høres. Pludselig standser den lille spidshund op ved et større fyrretræ og begynder næsten omgående at give hals, og lyden vidner om en bestemthed og en målbevidsthed, der gør, at Magnus’ spændingsniveau stiger.

Han lader hende fortsætte med sin glammen i nogle minutter, så begynder han sagte at snige sig nærmere, og til sidst sætter han sig på hug, idet han bruger geværets kikkertsigte til at afsøge træet.

Så forsvinder han ud af syne, og jeg venter bare på at høre et skud, men der kommer ikke noget, men i stedet holder Lissu inde, og de kommer begge tilbage.

Det var et træ, hvor der havde siddet en fugl. Formodentlig har det været et nattesæde”, siger han.

Men instinktet i en hund er stærkt, og hun kan ikke helt lade sig overbevise om, at der ikke var nogen fugl der, så hun løber tilbage og fortsætter med at ”skælde ud”.

Kom nu Lissu, der er ikke nogen der. Så ingen pjat nu. Kom”, siger Magnus med fast røst.

Men uanset hvor tæt tjurbestanden end er i et område, så kommer de ikke på bestilling, det her var endnu et bevis på det.

Ja, og det er vel også en del af fascinationen ved denne jagt. En dag kan man kæmpe, ligeså meget man vil, og man opnår bare at høre hundens glammen, og næste dag kan man komme hjem med tre haner”, siger han.

8 kilo på 2 måneder

Da vil til sidst stopper op og tænder bål, har vi gået fire-fem kilometer, og snart blander duften af nykogt kaffe sig med den specielle duft, som det giver, når man bruger gammelt fyrretræsved til bålet.

Magnus Törkvist holder ikke ferie om sommeren, men hver eneste fridag tilbringer han på denne måde – sammen med sine hunde. På årsbasis drejer det sig, når weekenderne også tælles med, om godt 60 jagtdage hvert eneste år, og sådan har det været stort set lige siden 1990.

Og hvor andre går til gymnastik – der har Magnus Törkvist fundet sine egne fitness-fif. I løbet af en jagtsæson kan han gå 8 kilo ned i vægt, og det sker i løbet af to intensive måneder.

Er det et slanketip til Aftenbladet?

Ja, måske”, svarer han med en latter. ”Men det er ikke nogen diæt, for vi spiser og drikker godt.”

Når han siger vi, sigter han til sine jagtkammerater, som også har deres husvogne stående samme sted. Pladsen hedder ”Joikom”, og selv om Magnus også går på jagt andre steder, er det her et sted, som han vender tilbage til år efter år, og som han føler særlig meget for. Da han i 2005 fik sit andet hvalpekuld efter sin hunhund Njavvedalen Nasti, døbte han sin kennel ”Joikoms Kennel”.

Det føltes rigtigt at vælge det navn. Det kom helt af sig selv”, siger han.

Hvorfor jage?

Hvad er fascinationen ved at jage med en ”træglammer”?

Dels er det freden og roen derude. Den oplever man ingen andre steder. Og så kan man altid afslutte jagten, når man selv vil.”

Er der andre ting?

Så er det jo spændende at høre en tjurhane, når den 200 meter borte med sit hæse, halvt gryntende ”öhu-úhu” sidder og ”skærer næb” ad hunden. At få sig listet ind og samtidig høre dens ”skæren næb”, og så er man måske også så heldig at nedlægge den. Det er livet. Havde man ikke behøvet at gå på arbejde, så havde man vel gjort det her hele tiden.”

Du bliver ikke træt af det?

Nej, faktisk ikke. Måske engang imellem, men når man så hører hunden og en tjurhane, der skærer næb, så er det den der spænding igen. Og det bedste ved det hele er, når man skal lære en hvalp op. Når man skyder den første fugl for en hvalp, og man skal opmuntre den hele vejen, lige til man kommer frem. Det er måske det allerbedste. Når både hunden og ”hundefar” selv har gjort deres arbejde godt”.

Delt glæde er dobbelt glæde?

Ja, sådan er det. Når man går på jagt med en hund, indebærer det jo, at man altid har en jagtkammerat med sig. Jeg tror, at man får en tættere kontakt til en jagthund end til en selskabshund. Man deler så mange glæder, så den dag man må tage afsked med den, føles det djævelsk tungt. Man deler så meget med en jagthund. Det er noget helt særligt. Sådan har jeg det.”