Der har aldrig været så mange riffelkalibrer i verden som nu. På trods af dette accelerer udviklingen fortsat. Der kommer hele tiden nye og ”epokegørende” kalibrer, som berømmes i høje toner for deres fantastiske egenskaber. Hvordan finder man som praktisk orienteret riffeljæger vej i kaliberjunglen?

En riffels kaliber er afgørende for dens funktion, fordi kaliberet i bund og grund udstikker grænserne for riflens ydeevne. Derfor er kalibervalget naturligvis interessant i relation til praktisk jagt.

Som så mange andre våbeninteresserede jægere finder jeg selv en bizar fascination i at studere og sammenligne riffelkalibrers egenskaber og jeg frydes i min barnesjæl hver gang en nyhed dukker op i virvaret af krudt og kugler. Udviklingen af nye kalibrer har i mange år været en væsentlig konkurrenceparameter i våbenindustrien og på alverdens våbenmesser står producenterne altid på nakken af hinanden for at præsentere de nyeste ”vidundere”, der altid gør sig utroligt godt på papiret.

Lad det være sagt med det samme: Tallene lyver naturligvis ikke! Større anslagsenergi, fladere kuglebaner, mere effektiv krudtforbrænding osv. osv. er indiskutable teoretiske fordele – men er fordelene også til at få øje på for en praktisk orienteret jæger?

Hvad er det vi vil?

Hvad er det egentlig vi som jægere forventer os af af riffelskuddet og dermed af vor kaliber? Groft sagt kan det sammenfattes til, at vi primært ønsker vildtet dræbt så effektivt (hurtigt) som muligt og sekundært at det sker med mindst mulig ødelæggelse af kødet. Naturligvis er også andre faktorer såsom udvalg og tilgængelighed af ammunition, pris, pibelevetid, rekyl, kuglebane osv. interessante, men de står i skyggen af de to førstnævnte egenskaber. Uden at svælge i terminalballistikkens blodige detaljer er en grundlæggende fastlæggelse af forudsætningerne påkrævet.

En hurtig og human død for det påskudte vildt er ensbetydende med hastig hjernedød. Med riflen som våben kan dette opnås på to måder. Den ene er et træf direkte i centralnervesystemet – enten i hjernen eller rygmarven i halsen. Et sådant skud er i praksis momentant dræbende, men risikoen for svære anskydninger er overhængene, fordi målet er relativt småt og ofte i bevægelse.

Derfor har det til alle tider været god jægerskik at tilstræbe et skud i hjerte/lungeregionen, som udgør et langt større og mere stillestående mål på et stykke klovbærende vildt. Risikoen for anskydning er helt enkelt mindre. Døden indtræffer – alt efter vildtarten og jagtsituationen – efter få sekunder ved et effektivt træf. Det sker enten på grund af hjertestop eller på grund af forblødning. Begge dele afbryder på grund af pludseligt blodtryksfald iltforsyningen til hjernen, hvilket meget hurtigt fører til bevidstløshed og død.

For at opnå den beskrevne virkning af et skud mod brystkassen kræves et sår af en vis størrelse. Sårets overfladeareal er afgørende for blødningen fra det, og sårets dybde skal være tilstrækkelig til at perforere begge lunger. Ingen kan komme med en formel for nøjagtigt, hvor stort et sår, der er præcist stort nok, men praktiske forsøg har påvist, at en sårkanal i hulrummet inden for ribbenene, der er et par cm. i diameter og dyb nok til at passere brysthulen, under alle omstændigheder er rigelig til at opnå den ønskede effekt.

Et stykke vildt forender før eller siden med blot en enkelt perforeret lunge, men er såret for småt, lader døden vente på sig unødvendigt længe – i visse tilfælde op til flere dage. Hvis såret omvendt er større end nødvendigt, så forender dyret ikke hurtigere af den grund. I de sekunder dyret er ved bevidsthed efter et pludseligt blodtryksfald, fungerer cellerne på den ilt, der allerede findes i vævet og et nævestort hul tværs igennem dyret forkorter ikke processen mærkbart i forhold til et sår, der er lige netop stort nok.

Gennemskud er praktisk, da det brede schweissspor fra udgangshullet forenkler en evt. eftersøgning, men det afkorter ikke dyrets sidste sekunder ved bevidsthed.

Glem alt om ”chok” og andre højt besungne ”magiske ingredienser” i riffelskuddet. Det eneste, der i praksis virker effektivt dræbende, er et sår, der er stort og dybt nok igennem vitale organer.

Knald og fald

Alle riffeljægere med praktisk erfaring ved, at der ikke findes to skudforløb, der er nøjagtigt ens. Nogen gange falder vildtet til jorden som ramt af lynet, andre gange reagerer det dårligt nok, før det efter nogle sekunder pludselig vælter på stive ben. Desværre er det også en helt almindelig reaktion på skuddet, at dyret springer så langt, som panikken kan bære det, under de sidste sekunders bevidsthed. I værste fald kan et perfekt placeret skud stadig resultere i en flugtafstand på flere hundrede meter.

Den eftertragtede ”knald og fald” effekt af et riffelskud kan – når vi ser bort fra skud direkte i ryggen – ofte henføres til et højt placeret skud, der kommer tæt nok på ryggen til at tilføje rygmarven et bedøvende slag, der medfører øjeblikkelig – men midlertidig – lammelse. Har skuddet passeret under rygsøjlen, vil det i så fald have perforeret toppen af lungerne og dyret vil forende inden for nogle sekunder. En lignende effekt kan ofte opnås ved at gennemskyde begge skuldre – vildtet vælter og forender på sekunder.

Det er umiddelbart indlysende at jo større anslagsenergi et projektil rammer med, desto større sår er det i stand til at lave og desto større sandsynlighed er der for ”knald og fald” – men i sagens natur følger kødødelæggelserne med. Ved f.eks. drivjagt kan ønsket om en tydelig reaktion i skudøjeblikket godt veje tungere end hensynet til kødødelæggelsen, og dette er da også den primære årsag til at de fleste centraleuropæiske jægere anvender ”tungere skyts” på drivjagt end på pürsch.

Skudplacering

”Korrekt placering af første skud – alt andet er øregas”. Jeg ved ikke hvem der er ophavsmand til dette citat – men jeg ville ønske det var mig, for skudplaceringen ER i særklasse den vigtigste parameter for et effektivt riffelskud.

Det giver sig selv, at projektilet har den letteste opgave, hvis det kun skal passere et ribben, inden det er inde i brysthulen. På praktisk riffeljagt forekommer det dog også ofte, at der skal passeres et skulderblad eller en overarmsknogle og i ekstreme tilfælde kan man komme ud for at skulle affange et stykke anskudt vildt i en helt ”umulig” vinkel, der måske sender projektilet på en lang rejse gennem kølle og vom, inden det når frem til brysthulen, hvor det gør gavn.

En kraftig kaliber er ikke, som mange tror, mere tilgivende overfor dårlig skudplacering end en mindre kraftig, og dermed er den ikke nemmere at nedlægge vildtet med. Snarere tvært imod! Uanset skudvinklen skal projektilet nemlig stadig ende i brysthulen for at have den ønskede effekt, samtidigt med at skytten skal kæmpe med en større rekyl, der i praksis vanskeliggør præcis skydning. Den reelle forskel mellem en kraftig og en mindre kraftig kaliber består derfor først og fremmest i, at et effektivt dræbende skud KAN udføres fra mindre optimale skudvinkler – alene på grund af større dybdevirkning. Det vil dog altid være forbundet med større usikkerhed at afgive skud til vildt i dårlige vinkler, så muligheden er først og fremmest interessant for professionelle jægere, schweisshundeførere og andre, der ofte skal affange anskudt vildt og må tage til takke med de skudvinkler, som lejligheden byder dem.

Fantastiske formler?

Hvor ville det være enkelt, hvis der fandtes et mål for de forskellige riffelkalibrers evne til at slå effektivt ihjel. En simpel formel, der kunne give et klart svar…

Lad det være sagt med det samme: De simple formler findes, men de giver ingen klare svar. Tværtimod efterlader de alle et indtryk af pseudovidenskab iblandet et strejf af sort magi. Mest kendt af de mange forsøg på at sætte tal på kalibrernes effekt er ”Taylors Knockout Formula” der resulterer i en ”TKO-værdi” for en given ladning. Denne formel er et udtryk for den berømte storvildtjæger og våbenskribent John ”Pondoro” Taylors livslange erfaringer med valg af ladninger til elefantjagt, og den er et simpelt produkt af projektilvægt (i engelske pund), anslagshastighed (i fod pr. sekund) og projektildiameter (i tommer).

Taylor indrømmede selv, at der ikke i realiteten var nogen mærkbar forskel på f.eks. en .450/.400 NE og en .500 NE selv om sidstnævnte ifølge hans egen formel skulle være 55% bedre. Helt galt går det imidlertid når man regner på større projektiler. En hårdt kastet billardkugle har således en langt større TKO end et projektil fra en .470 NE. Personligt ville jeg stadig foretrække sidstnævnte ved eftersøgning af en anskudt elefant…

Taylor var en praktisk orienteret og dygtig jæger, men han havde ingen teoretiske forudsætninger for at udlede sin berømte formel. Havde han haft den grundlæggende forståelse for anvendt fysik, ville han også have indset at en formel for ”Knockout” eller dræbeevne, ligger udenfor det praktisk mulige. Dertil er der for mange parametre indblandet, såsom  f.eks. skudplacering, projektilkonstruktion og vildtartens ”skudstyrke” – væsentlige faktorer, der end ikke indgår i den berømte formel. Nøjagtigt det samme gælder for alle de andre forsøg på formler for et givent projektils evne til at slå ihjel – herunder ”Optimal Game Weight Fomula” (OGW), ”Knock-Out Value Formula” (KOV) og alle mulige tilsvarende ”trylleformularer”. At sådanne formler af og til dukker op til overfladen er måske ikke så overraskende – at alverdens våbenskribenter gentager dem som cementerede sandheder er mere bekymrende.

En praktisk tilgang

I mangel af en endegyldig formel er man som jæger nød til at falde tilbage på almindelig sund fornuft, når man skal vælge et passende riffelkaliber. Det er heldigvis let at opstille en kravspecifikation, der med sikkerhed opfylder vor intention om et effektivt og humant drab. Det kunne f.eks. være, at kaliberet på en afstand af 200 meter skal være i stand til at lave et gennemskud gennem brystkassen med et passende ekspanderende projektil i vinkler på +/- 45 grader fra et rent sideskud. Er dette opfyldt, kan kaliberet klare de situationer, man som gennemsnitlig jæger kan forvente at blive udsat for – og lidt til. Man vinder intet i forhold til det humane drab ved at vælge en kraftigere kaliber – man laver bare et større hul, til ingen verdens nytte.

Alle de mest populære mellemklassekalibrer såsom 6,5×55, .308 Win og .30-06 er i stand til – med det rette projektilvalg – at løse den beskrevne opgave på alt europæisk vildt til og med elg. Det samme er hundredvis af andre kalibrer af samme eller større styrke.

Dette er et synspunkt, der understøttes af feltundersøgelser af forskellige riffelkalibrers effektivitet på praktisk jagt. Sådanne undersøgelser findes i rigt mål og effektiviteten er typisk målt på den gennemsnitlige flugtdistance for det enkelte kaliber. Det mest åbenbare resultat af disse studier er, at der ikke er videnskabeligt grundlag for at pege på en praktisk forskel på de undersøgte kalibrer (der naturligvis alle levede op til lovens tekniske minimumskrav). Der er altså intet i disse undersøgelser, som entydigt peger på, at f.eks. en .458 Winchester Magnum er bedre at nedlægge en elg med end en .308 Winchester, hvilket jo harmonerer fint med den enkle teori, at et tilstrækkeligt stort sår på det rigtige sted er det, der skal til.

Magnumfeber

Opnår man intet ved at vælge et kraftigere magnumkaliber? Jo – man opnår typisk større hastighed og dermed en større teoretisk rækkevidde.

Når jeg betoner, at det drejer sig om en større ”teoretisk rækkevidde”, så gør jeg det for at understrege, at der ikke nødvendigvis er tale om nogen praktisk fordel. Hvis vi igen tager f.eks. kaliber .30-06 som udgangspunkt, så vil dette kaliber være i stand til effektivt at dræbe en stor østeuropæisk kronhjort på mere end 300 meters afstand alt efter valget af projektil. Fordelen i at øge denne rækkevidde med f.eks. 100 meter eller mere er til at overse for de fleste af os, eftersom vi under praktiske forhold ikke vil have lyst til at afgive skud på så lange hold, medmindre vi jager bjergfår i vildsomme bjerge.

På kort afstand er den ekstra hastighed i magnumkalibrerne ofte til decideret ulempe, eftersom den alene vil føre til et mere omfattende sår og dermed til mere kødødelæggelse. At man i teorien også kan bruge den ekstra anslagsenergi til at nedlægge større dyr er for så vidt korrekt, men igen kan man spørge sig selv om den praktiske nødvendighed af denne teoretiske fordel. Et godt eksempel fra den virkelige verden er schweizeren Gustav Guex der i 1920’erne nedlagde omkring 7.000 kafferbøfler med en repeterriffel i kaliber .318 WR – en kaliber der ligger meget tæt op af den mere kendte kaliber 8×57 IS som igen er en af de hundreder af kalibrer, der kan nøjagtigt det samme som f.eks. kaliber .30-06.

Guex var i kraft af sin rutine nok en langt bedre praktisk riffelskytte end de fleste af os andre og derfor var han i stand til at sætte første skud bag skulderen med stor sikkerhed hver gang. Vi andre vil gavne vore chancer betydeligt, hvis vi rykker et hak op af skalaen og vælger en kaliber, der slår bedre igennem bøflens massive skulderknogler – de fleste steder er lovgivningens minimumskrav til bøffeljagt af samme grund kaliber .375 H&H.

Krumbane- og buskrydderkalibrer

I gamle dage var kaliber 9,3×57 et af de mest populære riffelkalibrer til elgjagt i de svenske skove. Det blev ad åre afløst af mere fladtskydende kalibrer som 6,5×55 og den gamle 9,3’er fik det lidet flatterende øgenavn ”potatiskastaren” for at illustrere at dens kuglebane var krum som en håndkastet bagekartoffels bane gennem luften.

Jeg hører ofte jægere udtrykke skepsis til ”krumbanekalibrer”. Også her vil jeg tillade mig at stille stilfærdigt spørgsmålstegn ved den praktiske betydning på almindelig riffeljagt. Norma lader fortsat den gamle ”potatiskastar” som med et 15 g. Oryx projektil kan indskydes, så man kan holde lige på målet med en maksimal afvigelse på +/- 5 cm ud til 175 m. I kaliber .30-06 er den tilsvarende afstand med et 11,7 g. Oryx projektil præcis 200 m. Altså kun 12,5% længere rækkevidde til den ”fladskydende” af de to, som vel at mærke begge har en rækkevidde, der rigeligt omfatter mindst 99% af alle skud afgivet på praktisk jagt i Europa!

Endnu mindre forskel er der på de udbredte riffelkalibrers evner til at skyde igennem grene og kviste. Adskillige undersøgelser gennem årene konkluderer samstemmende, at tunge langtsomtgående projektiler fra kalibrer såsom .375 H&H eller 9,3×62 er nøjagtigt lige så dårlige til at holde kursen efter utilsigtede træf af smågrene og kviste på deres vej mod målet som lettere og hurtige projektiler fra mindre standardkalibrer. Der findes med andre ord ikke nogen ”buskrydderkaliber”, der klarer sig væsentligt bedre i skov end nogen andre. Desværre.

Kedelig konklusion

Jeg er med tiden selv nået til to ”kedelige” konklusioner med hensyn til valg af riffelkalibrer – kedelige fordi de ikke ligefrem fremmer salget af nye spændende kalibrer såsom 7 mm – 08 Rem, 9,3×66 Sako og .338 Blaser Magnum.

For det første er der en klar tendens til at jægerne anvender kalibrer der er langt kraftigere end nødvendigt, hvilket ikke er til gavn for noget, men som tvært imod kan lede til en række ulemper – ikke mindst rekylskræk, fattigdom og unødvendigt spild af lækkert vildtkød.

For det andet findes der et sandt mylder af kalibrer, der i praksis kan udrette nøjagtigt det samme – udvalget er helt unødvendigt stort. Det betyder, at det ikke ville have nogen praktisk effekt på jagtudøvelsen på denne planet, hvis antallet af riffelkalibrer blev reduceret til 8-10 forskellige. Selv råder jeg p.t. over en .17 HMR til småvildtjagt, en .22 LR til billig træning, en .30-06 til det meste og en riffel med piber i .300 Winchester og .375 H&H til rejsebrug. Skal jeg nedlægge en elefant ville jeg bytte .375’eren ud med en .416 Rigby. At mit valg er faldet på præcis disse kalibrer skyldes – udover at de rigeligt opfylder mine behov – at de er til at finde ammunition til over det meste af verden og at jeg har et bredt udbud af patroner og projektiler at vælge imellem. Der findes tusindvis af mere eller mindre tilgængelige alternativer som teknisk set er præcis lige så gode – men næppe bedre…

At gøre kalibervalget til raketvidenskab er i mine øjne at skyde langt over målet. Så glæd dig over din ”kedelige” standardkaliber og brug din tid og dine penge på skydebanen. Vi vil i en kommende artikel se nærmere på valget af projektil – et emne som i bund og grund er meget vigtigere…