Riffelskydning – Sådan tager du højde for vindens påvirkning

Sidevind afbøjer projektilerne med vinden. Jo mere vind desto større afdrift. Umiddelbart ser det ud som om, at vinden simpelthen bærer projektilerne med sig som tørre blade på en blæsende efterårsdag. Så simpelt kan fænomenet dog ikke beskrives.

Luftmodstanden på projektilet afhænger helt og holdent af luften, som projektilet bevæger sig igennem. Er der bevægelse i luften – altså vind – er luftmodstanden ikke den samme, hverken i retning eller størrelse, som hvis luften stod stille.

Når projektilet slipper mundingen i vindstille vejr, møder det i princippet en massiv luftmodstand, en ”super-orkan” forårsaget af projektilets egen bevægelse, der rammer projektilet som en direkte modvind. Luftmodstanden virker altså stik modsat flugtretningen og bremser projektilet uden at ændre på dets retning. Er der sidevind, rammer modvinden ikke projektilet lige forfra, men i en vinkel skråt forfra – vinklen afhænger af vindhastigheden. Den resulterende luftmodstand virker altså ikke længere direkte modsat flugtretningen – en lille komponent går nu på tværs af kuglebanen – og det er denne tværkomponent af luftmodstanden, som accellererer projektilet til siden. Så længe projektilet er udsat for vind på tværs af kuglebanen, vil det accelerere i vindens retning, men det vil aldrig nå op i en sidelæns hastighed, som modsvarer vindhastigheden.

Vindens natur

Vindens effekt på kuglebanen har været kendt af ballistikere i mere end 150 år. Selvom formlerne er ganske simple, er sammenhængen mellem vind og afdrift relativ vanskelig at forstå.

At afdriften er direkte proportional med vindhastigheden, er et behageligt faktum, som rent intuitivt er til at forholde sig til. Dobbelt vindhastighed = dobbelt afdrift. At afdriften ikke har nogen direkte sammenhæng med projektilets flyvetid, forekommer derimod ikke logisk. Ikke desto mindre er dette også et faktum. Det samme projektil kan i princippet udvise mindre vindfølsomhed ved lave hastigheder end ved høje – altså mindre afdrift trods længere tid i vinden – jvf. eksemplet på de næste sider.

Projektilets afdrift er proportional med forskellen mellem den reelle flyvetid og den teoretiske flyvetid uden luftmodstand (flyvetiden i absolut vakkuum). Ofte refererer man til denne forskel mellem reel og modstandsfri flyvetid som den ”atmosfæriske forsinkelse” af projektilet. Altså det tidsrum, som luftmodstanden har øget projektilets flyvetid med i forhold til en tænkt situation uden atmosfære.

De projektiler, som driver mindst i vinden, er altså dem, som når målet med mindst ”atmosfærisk forsinkelse”. Det er umiddelbart indlysende, at de mest ballistisk effektive projektiler – jo højere BC (Ballistisk Coefficient) jo bedre – taber mindre hastighed i flugten og dermed kommer frem med mindre ”forsinkelse”. Er vinden et problem, er projektiler med højest mulig BC løsningen. Men hvad med hastigheden?

For et givet projektil, som flyver supersonisk – over lydhastighed – vil det afkorte forsinkelsen at sætte hastigheden op. En hårdt ladet .300 Winchester Magnum vil altså påvirkes mindre af vinden end en .30-06’er ladet med samme projektil, men til en lavere udgangshastighed. Man kan absolut ikke konkludere, at hurtigere er bedre uden skelen projektilkonstruktion og kaliber. En lynhurtig .22-250’er vil ofte klare sig dårligere i vinden end en relativt langsom .308’er. Altså: Højere BC er bedre, og større supersonisk hastighed med samme projektil er bedre!

Side- og modvind

Vindafdriften ved vind på tværs af flugtretningen er ret betydelig. Det gælder også på relativt korte skudhold og ved relativt små vindhastigheder. Det komplicerer sagen yderligere, at lodrette vinde på tværs af flugtretningen har samme effekt som vandrette.

Lodrette vinde forekommer oftere, end man umiddelbart skulle tro. Jager man i kuperet terræn, kan der lokalt forekomme stærke lodrette vinde i op- eller nedadgående retning, som opstår, når vinden følger landskabets konturer. Dette er en stor udfordring på bjergjagt. Men også den opstigende varme luft på en hed sommerdag – som i riffelkikkerten genkendes som mirage – har en lodret hastighed, som er stor nok til at have betydning på lange skudhold.

Mod- og medvind betyder langt mindre for kuglebanen og er først et reelt problem på meget lange hold. Modvind skaber større luftmodstand og giver lavere træfpunkter, mens medvind har den stik modsatte effekt.

Hastighed og retning

På tværs af kuglebanen er vindafdriften som nævnt proportional med vindens hastighed. I virkelighedens verden rammer vinden dog yderst sjældent præcist vinkelret på kuglebanen og vinde, som krydser kuglebanen i en skrå vinkel, har naturligvis også betydning for afdriften.

Enhver vind kan beskrives ved en retning og en hastighed, men vi er kun interesserede i vindkomponenterne på tværs af banen (vandret og lodret) og på langs af banen. Udelukkende fordi det er disse komponenter, som gør os i stand til af beregne vindens effekt på kuglebanen præcist.

Når man skal vurdere vinden i felten, behøver man derfor en relativ enkel metode til at omsætte en vind i en given retning til sidevind, lodret vind og modvind/medvind. Lad os et øjeblik glemme den lodrette vindkomponent og alene se på situationen i det vandrette plan. For jægere, som ikke jager i kuperet terræn, vil dette næsten altid være tæt på virkeligheden.

Enklest er det at forstille sig en urskive på jorden. Man skyder altid mod kl. 12. En direkte medvind kommer fra kl. 6, mens direkte sidevind kommer fra hhv. kl. 3 og kl. 9. Vinde fra alle andre retninger har både en tværgående og en langsgående komponent. Som regel er vi mest interesseret i den tværgående. Det er simpel trigonometri at beregne den tværgående komponent af vinde fra kl. 1, 5, 7 og 11 til 50% af vindstyrken og vinde fra kl. 2, 4, 8 og 10 til 87%. Dette resulterer i det såkaldte vindur som illustreret her – en stor hjælp til praktisk vurdering af vind.

Med hensyn til vurdering af de lodrette vindkomponenter, som jeg i første omgang så bort fra, så gælder nøjagtigt de samme forhold i det lodrette plan. Her skal man blot forestille sig vinduret rejst på højkant med kl. 9 lodret op – man skyder mod urskivens centrum.

I felten er det i reglen rimeligt enkelt at pejle sig nogenlunde ind på vindretningen, der hvor man befinder sig. Et kvalificeret bud på vindens hastighed er langt vanskeligere at komme frem til. Jeg har valgt at gengive et uddrag af en vindtabel fra DMI til hjælp med vurderingen af vindhastigheden. Her er det først og fremmest erfaring, som tæller!

En elektronisk vindmåler er et godt, moderne hjælpemiddel. Både til rimelig præcis vindmåling, men også til justering af den intuitive vurdering af vinden.

Komplikationer

Som indledningsvist nævnt, er vinden riffelskyttens største udfordring. Som om at de ovenfor nævnte kvaler ikke gjorde vinden problematisk nok, forekommer der faktisk i praksis yderligere komplikationer.

Værst er det faktum, at vinden i virkeligheden sjældent er jævn langs hele kuglebanen – hverken i hastighed eller retning. Landskabets kurver og bevoksning kan skabe læ og ændre vindretningen mange gange i løbet af en lang kuglebane. For en baneskytte er problemet begrænset til, at han på baggrund af et halvdårligt indledende skud kan justere sine sigtemidler. For en jæger er der sjældent nogen indikation af, hvor en forbier faktisk ramte, og vildtet vil alligevel ofte være væk, når jægeren er klar til at forsøge sig med andet skud.

Vil man udfordre vinden, må man derfor lære sig at læse terrænet. I praksis vil man altid ende med et gæt – og her er de mest erfarne jægere oftest bedst til at gætte! Generelt har sidevinden størst effekt på vindafdriften i starten af kuglebanen. Forestiller man sig, at man skyder fra en position med kraftig sidevind mod et mål, som ligger i læ, vil vindafdriften være større, end hvis man skød den modsatte vej – altså startede med læ og sluttede med sidevind. Det skyldes, at den hastighed, projektilet efter vindpåvirkning har opnået på tværs af kuglebanen, ikke bare forsvinder, hvis projektilet kommer ind i en zone med læ.

En anden – mindre kendt – komplikation, som har en praktisk betydning, er, at projektilet i kraft af sin gyroskopiske stabilisering faktisk også ændrer træfpunkt i det lodrette plan, når det udsættes for ren sidevind. Roterer projektilet med uret – som det er tilfældet med en højresnoet riffelgang – vil det træffe lidt højt og til venstre i en sidevind fra højre. Kommer vinden fra venstre vil projektilet træffe lavt til højre. Jo mere stabilt projektilet er – desto hurtigere det roterer om sin egen akse – desto større bliver den lodrette forskydning af træftpunktet i sidevind. De fleste jagtprojektiler vil udvise en lodret afdrift på omkring 30% af den vandrette – altså 3 cm op eller ned for hver 10 cm til siden.

Læs også

Spanske langdistancelækkerier